Torsdagens obligationer: Svag inflation sendte renten sydover

. Rentefald fik torsdag tag i det danske obligationsmarked, da inflationstal fra eurozonen viste, at prisudviklingen stadig slæber sig afsted.

Forbrugerpriserne i eurozonen steg med 1,2 pct. i april i forhold til den tilsvarende måned året før. Det var lavere end ventet, da konsensus ifølge Bloomberg News var en stigningstakt på 1,3 pct., svarende til udviklingen måneden før.

Opgjort på kerneforbrugerpriserne, det vil sige eksklusive energi, fødevarer og alkohol og tobak, var inflationen bare 0,7 pct. mod ventet 0,9 pct.

- Eurozonens inflation var en negativ overraskelse, selv efter de meget svage tal på landeniveau. Kerneinflationen på 0,7 pct. indikerer, at prispresset i eurozonen fortsat er svagt, og Den Europæiske Centralbank vil ikke have travlt med en exit (i forhold til sin lempelige pengepolitik, red.), vurderer senioranalytiker Tuuli Koivu fra Nordea i en kommentar.

Den tiårige danske rente sluttede torsdag i 0,53 pct. Det var 5 basispoint lavere end onsdag.

Også i USA faldt renterne. Onsdagens rentemelding fra den amerikanske centralbank indeholdt ikke mange ændringer i forhold til tidligere meldinger og rokkede ikke meget ved obligationsmarkedet. Til gengæld skuffede torsdagens ISM-indeks for den amerikanske servicesektor i april.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk