Torsdagens obligationer: Rentefald som reaktion på onsdagens stigning

Arkivfoto af aktie- obligationshandel hos Nordea. (Christian Als / Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als

Den toneangivende danske tiårige statsobligation udbyggede i løbet af handelsdagen morgenhandlens beskedne rentefald på 1 basispoint med yderligere 4 basispoint til en rente på 0,29 pct. ved lukketid.

Det skete samtidig med, at aktiemarkedet blev handlet lidt op og dermed i modstrid til den klassiske korrelation mellem de to investeringstyper.

Ifølge rentestrateg i Jyske Bank Morten Hassing Povlsen kunne dagens rentebevægelse ses som en konsolidering efter rentestigningen onsdag. De reflekterede forlydender om, at det måske ikke ville være så nødvendigt med en detaljeret plan for en økonomisk aftale mellem Storbritannien og EU efter brexit.

- Og så steg renten også lidt onsdag på ryggen af de trods alt lidt mere konstruktive meldinger, der er kommet ud fra Italien om, at man faktisk prøver på at begrænse budgetunderskuddet. Og nu ser vi så en konsolidering, forklarer Morten Hassing Povlsen.

Derudover fokuserer markedet ifølge Morten Hassing Povlsen fortsat på risikoen for handelskrig.

- Og så på den uro vi har set på de nye markeder i de seneste uger, bemærker han.

Torsdagens sværm af amerikanske nøgletal bød blandt andet på en skuffende ADP-jobrapport, færre nytilmeldte ledige end ventet og et lavere PMI-indeks, men et højere ISM-indeks end estimeret ifølge Bloomberg News.

/ritzau/FINANS