Bankerne blev presset mod bunden, mens hele det danske eliteindeks torsdag atter kom op at stå efter et lille fald onsdag.

C25 steg 0,9 pct. til 1055,38, mens den positive stemning i Europa stille og roligt fortog sig, særligt efter at det amerikanske aktiemarked åbnede i minus.

»Det politiske billede fylder en hel del, og der bliver blandt andet kigget mod brexit-forhandlingerne. Vi oplever en del udsving i markederne. Det er i øjeblikket, som om det går ét skridt frem og to tilbage, og lige nu bruger folk sidste uges massive udsalg til at købe sig ind i markedet igen,« siger Christian Thatje, der er senioraktiehandler i Sydbank.

Han peger på, at der i øjeblikket bliver skelet mod regnskaber, hvor det skal stå klart, om selskaberne både i Europa og USA får tjent nogle penge.

BANKER I BUNDEN

Nederst i C25 kunne bankerne ikke bryde ud af rollen som bundskrabere.

Christian Thatje peger på, at banksektoren som helhed er tynget af, at flere storbanker skulle have hjulpet kunder med at snyde med tilbagebetaling af udbytteskat. Ifølge flere medier er der samlet blevet snydt for 410 mia. kr. i Europa.

Samtidig er der også en række andre nyheder omkring bankaktierne herhjemme. Nordea er eksempelvis kommet under lup, da fonden Hermitage Capital Management mener at have identificeret mistænkelige overførsler for 1,1 mia. kr. til 365 konti i Nordeas svenske, danske, finske og norske afdelinger.

Danske Bank har samtidig sænket sit kursmål for aktien i Nordea. Kursmålet sænkes fra 90,29 kr. til 73,73 kr., og banken fastholder den positive anbefaling »køb«.

Danske Bank var stadig præget af onsdagens nyhed om, at bestyrelsen på grund af Finanstilsynets afvisning er nødt til at fjerne sig fra førstevalget Jacob Aarup-Andersen, men banken ved endnu ikke, hvor den så går hen i forhold til valget af topchef.

Oven på den omgang skruer UBS yderligere ned for sit kursmål for aktien til 215 kr. fra 270 kr., viser data fra Bloomberg.

Danske Bank tabte 1,4 pct. til 135,70 kr. Danske-aktien er dermed faldet med omkring 30 pct. de seneste knap 100 dage. Jyske Bank faldt 1,9 pct. til 292,50 kr., og allernederst sagde Nordea godnat København med et fald på 2,8 pct. til 60,00 kr.

HØREAPPARATER STRØG MOD TOPPEN

Herhjemme var der særligt spotlys på høreapparataktierne. Alle ved, det går op og ned på aktiemarkedet, og sådan har det også været for William Demant de seneste dage. Men torsdag var det dagen efter dagen derpå for høreapparataktien, der steg 4,6 pct. til 213,20 kr. efter et mindre fald onsdag.

Det glade budskab fra selskabets topchef, Søren Nielsen, er, at han ikke er bekymret for indførslen af en »over the counter«-salgskanal (OTC) i USA.

»Der er messe i Tyskland, hvor der kom positive meldinger fra William Demants CEO, i forhold til den frygt som nyheden om Boses OTC-apparat har skabt,« lyder det fra Christian Thatje.

I sidste uges blev et nyt produkt, som er påtænkt OTC-salg, fra amerikanske Bose godkendt. Dermed måtte aktierne i William Demant og GN tage imod betragtelige fald.

»Frygten for konkurrencen fra Bose blev talt ned. Jeg tror, at det er det, de to aktier stiger på,« siger Christian Thatje.

Men nu hvor frygten var blevet smidt væk, kunne både William Demant-aktien og GN stige. Sidstnævnte 3,3 pct. til 282,80 kr.

Høreapparataktierne måtte dog nøjes med at banke på til førstepladsen, der blev indtaget af Genmab med en stigning på 4,7 pct. til 935,60 kr.

Her satte et schweizisk regnskab formentlig fodspor på biotekaktien. Novartis, som er blandt verdens største medicinalselskaber og samarbejder med Genmab om salg af kræftmidlet Arzerra, kom igennem tredje kvartal med større indtægter end forventet.

KURSMÅL OG KONKURRENCENYT TIL DSV

DSV kom i søgelyset efter regnskabet fra den schweiziske rival Kuehne + Nagel, som fortsatte med tocifret vækst i omsætningen i tredje kvartal. Der er dog flere spørgsmål, der rejser sig, hvis man skal fortolke Kuehne + Nagels regnskab set med DSV-briller, fortæller aktieanalytiker Ricky S. Rasmussen fra Nykredit Markets.

»Vi mangler at finde ud af, hvor meget der skyldes forskydninger. Det er jo højst sandsynligt en del, og det vil også afspejle sig i DSV's volumener på den korte bane, er jeg helt sikker på,« siger Ricky S. Rasmussen.

Det gik udover DSV-aktie, der endte i nederste halvdel, men stort set uændret i 547,80 kr.

Uden for C25 opjusterede Banknordik sammen med foreløbige regnskabstal for tredje kvartal sin prognose for 2018 grundet medvind i nedskrivningerne. Nu ventes overskuddet at lande på mellem 240 og 280 mio. kr. efter skat i Banknordik, som tidligere havde en prognose på 190 til 240 mio. kr.

Aktien steg 4,2 pct. til 112,50 kr.

/ritzau/FINANS