Topøkonomer advarer Mette Frederiksen: Øget gæld under coronakrisen er bestemt ikke gratis

Det er gammeldags tænkning at spørge, hvordan gælden fra coronakrisen skal betales tilbage, mener statsminister Mette Frederiksen (S). Men trods uhyre lav rente er det bestemt ikke gratis at optage gæld, fremhæver topøkonomer.

»Det er en lidt gammeldags og måske også lidt en traditionel borgerlig måde at se det på,« svarede statsminister Mette Frederiksen (S), da hun i et interview med TV 2 blev spurgt om, hvordan vi kommer til at mærke, at den øgede statsgæld under coronakrisen skal betales tilbage. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Liselotte Sabroe

En række økonomer går nu i rette med statsminister Mette Frederiksen (S). Coronakrisen giver øget offentlig gæld til danskerne, men trods det uhyre lave renteniveau er det bestemt ikke gratis at skaffe sig mere gæld. Det gør os meget mere sårbare, hvis den øgede globale gæld under coronakrisen gør, at renterne begynder at stige.

Dermed kan vi ende med en ubehagelig cocktail, hvor høj rente og høj gæld gør, at regeringen skal starte med at betale milliarder af kroner i renter på gælden, inden den kan begynde at bruge pengene på velfærd.