Topminister med markant udmelding: Over halvdelen af nye EU-krav skal fjernes

Den grønne omstilling er fortsat afgørende for regeringen, fastslår erhvervsminister Morten Bødskov (S). Alligevel tager han i næste uge til Bruxelles og kæmper for, at EU skal udskyde og fjerne over halvdelen af nye omfattende krav til virksomhederne.

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) er overbevist om, at det vil gavne den grønne omstilling at slække på kravene til virksomhederne. Søren Bidstrup

Han tøver ikke et sekund, da spørgsmålet bliver stillet. For erhvervsminister Morten Bødskov (S) er ikke i tvivl.

EUs nye krav til bæredygtighedsrapportering, som hans eget parti var med til at stemme igennem for få år siden, hæmmer virksomhederne og bremser den grønne omstilling.