Topbosser: Alle danskere skal arbejde i mindst 40 år

Danmark rasler ned ad listen over de mest konkurrencedygtige økonomier i Europa. Det vil de danske såkaldte goodwill-ambassadører lave om på. I en ny hvidbog fremlægger de i dag en række bud på, hvordan Danmark bliver nummer et i Europa

Waldemar Schmidt tidligere topchef i ISS er i dag professionel bestyrelsesformand i en række udenlandske selskaber. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Danmark skal være nummer ét i Europa, siger en gruppe danske topbosser  i udlandet udnævnt som medlemmer af Copenhagen Goodwill Ambassador Corps. Men det kræver en samlet vision for fremtidens Danmark. Med den tidligere ISS-boss Waldemar Schmidt i spidsen har de derfor skrevet en hvidbog, der kommer med en række anbefalinger til at bringe Danmark tilbage i toppen. Gruppen anbefaler bl.a.at indføre ”socialkapitalisme”, at vi skal være kreative, og at alle skal arbejde i mindst 40 år.

Danmark er på vej nedad den internationale rangstige ifølge den anerkendte schweiziske ledelsesskole IMD.Siden 2007 er Danmark raslet ned fra en 2. til en 7. plads på IMDs liste over de mest konkurrencedygtige økonomier i Europa på blot fem år. Norge, Sverige og Holland – lande som vi normalt sammenligner os med – har for længst overhalet os.

"Vi nærer alle stor kærlighed til Danmark og til den danske model med en velfærdsstat. Men vi kan samtidig se, at situationen i Danmark ikke er holdbar i sin nuværende form, hvis Danmark skal være det mest konkurrencedygtige land i Europa," forklarer Waldemar Schmidt, der har stået i spidsen for arbejdet med hvidbogen med assistance fra IMD.

Hvidbogens anbefalinger er inspireret af de effektive væksttiltag, som goodwill-ambassadørerne har set ude i verden. En af de mere opsigtsvækkende anbefalinger er at indføre socialkapitalisme, hvor borgernes sociale services og ydelser nøje er koblet til virksomheders økonomiske målsætninger og præstationer. En model, hvor virksomheder tager større ansvar for at løse samfundets sociale opgaver.

Her er nogle af hvidbogens anbefalinger:

1. Stop konkurrencen med lavtlønslandene, sats på udvikling og kvalitet i nichemarkeder

2. Gør op med den stive læring. Sats på kritisk tænkning, kreative løsninger og løbende uddannelse

3. Fasthold skattetrykket. Det er, hvad vi får ud af skattekronerne, der er afgørende

4. Sørg for at vi er på arbejdsmarkedet i 40 år. 30 år er for lidt, når vi bliver mellem 80 og 100 år

5. Indfør socialkapitalisme, hvor alle borgere og arbejdstagere gøres mere afhængige af virksomhedernes, de offentlige arbejdspladsers og myndighedernes formåen og økonomi

6. Begræns den politiske indblanding i den offentlige sektors drift.

Goodwill-ambassadørernes anbefalinger bliver fremlagt og debatteret på dagens konferencen "Sådan bliver Danmark nr. 1", der afvikles i samarbejde med Berlingske Business. Læs mere her.