To amerikanere vinder Nobelprisen i økonomi

De to amerikanere Paul R. Milgrom og Robert B. Wilson vinder Nobelprisen i økonomi for deres bidrag til auktionsteori.

Foto: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix

Den prestigefyldte Nobelpris i økonomi går i år til Paul R. Milgrom og Robert B. Wilson, der begge har forsket i auktionsteori.

Det oplyser Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi, der står for uddelingen af prisen.

Paul R. Milgrom og Robert B. Wilson er begge amerikanere og tilknyttet Stanford University i USA.

»Årets pristagere, Paul Milgrom og Robert Wilson, har undersøgt, hvordan auktioner fungerer. De har også brugt deres indsigt til at designe nye auktionsformater for varer og tjenester, der er vanskelige at sælge på en traditionel måde, såsom radiofrekvenser. Deres opdagelser har gavnet sælgere, købere og skatteydere i hele verden,« lyder begrundelsen for tildelingen af Nobelprisen.

I 1994 begyndte de amerikanske myndigheder for første gang at bruge Milgrom og Wilsons nye auktionsformater til at sælge radiofrekvenser til teloperatører, og siden da har flere lande gjort det samme.

Nobelprisen i økonomi er stiftet af den svenske centralbank i 1968 og hedder officielt »Sveriges Riksbanks pris i økonomisk videnskab til minde om Alfred Nobel«.

Prisen anses for at være den mest prestigefyldte pris inden for økonomisk forskning og overrækkes for et enestående bidrag til den økonomiske videnskab.

Nobelprisen i økonomi er blevet uddelt 52 gange mellem 1969 og 2020. Med prisen følger et beløb på ti millioner svenske kroner, der skal deles ligeligt mellem modtagerne.

Tidligere modtagere af prisen tæller blandt andre kendte økonomer som Robert J. Shiller, Paul Krugman og Milton Friedman.