Tirsdagens obligationer: Renterne blev presset efter Trump-melding

Der var pæn appetit på obligationer tirsdag, hvor investorerne blandt andet skulle handle på en udtalelse fra den amerikanske præsident, Donald Trump, og udsigten til et lynvalg i Storbritannien.

Trump har til Wall Street Journal udtalt, at han helst ser den amerikanske centralbank, Federal Reserve, holde renten uændret, og at han samtidig finder dollar for stærk. Den amerikanske centralbank har ellers lagt op til flere renteforhøjelser i 2017.

På obligationsmarkedet var der rentefald på alle store markeder, hvilket også kan hænge sammen med lav risikoappetit på aktier i tirsdagens handel, hvor der var kursfald på alle store børser.

I Danmark dykkede renten på den toneangivende tiårige statsobligation med 3 basispoint i forhold til onsdag før påske til 0,47 pct.

På de store linjer kom tirsdagens største nyhed komme fra det britiske, hvor premierminister Theresa May har varslet, at der skal holdes valg 8. juni - mindre end et år efter brexit-afstemningen.

De britiske politikere er splittet i spørgsmålet om, hvordan landet skal forlade EU. Derfor er der behov for at høre folket, lyder det fra premierministeren, der ikke engang har været på posten i et år.

Meldingen sendte de britiske renter op og styrkede pund, mens de britiske aktier faldt.