Tirsdagens obligationer: Renterne bakkede let i nervøst marked

Selv om stemningen på aktiemarkedet var til den positive side tirsdag, havde nervøsiteten fortsat fat i markedet, og det kunne aflæses i blandt obligationerne, hvor renterne igen faldt.

Investorerne afventede afstemningen om brexit-aftalen i det britiske parlament, der endnu ikke var afsluttet ved lukketid.

Derfor var markedet afventende handelsdagen igennem.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation faldt med 1 basispoint til 0,13 pct., og udviklingen blev spejlet på de fleste øvrige europæiske markeder.

Fra nøgletalsfronten var der ikke meget nyt i kalenderen tirsdag, der stadig var præget af nedlukningen af dele af det amerikanske statsapparat.

Der var dog enkelte tal fra USA. Det gjaldt blandt andet Empire Manufacturing-indekset for januar, der skuffede klart ved at vise et stort fald til 3,9 i januar fra 11,5 i december.

Økonomerne havde ventet et noget mindre fald til 10,0.

Også udviklingen i producentpriserne i december skuffede ved at falde med 0,2 pct. på månedsbasis mod et ventet dyk på 0,1 pct. blandt økonomerne.

Også kerneproducentpriserne, der fraregner energi og fødevarer, skuffede, og allerede først på dagen viste vækstal fra Tyskland en ventet svag udvikling, der peger på afkøling sidste år samlet set.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk