Tirsdagens obligationer: Lille rentehop efter fornyet italiensk uro

De danske obligationsrenter startede tirsdagen med at stige, da der så ud til at være faldet mere ro over de finansielle markeder og særligt aktiemarkedet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Og selv om de europæiske renter generelt lukkede højere, var det i lavere niveauer end tidligere på dagen. For den tiårige danske statsobligation endte renten i 0,49 pct., hvilket var 2 basispoint over lukkeniveauet mandag. I løbet af dagen nåede renten ellers at toppe i 0,51 pct.

At renterne endte med at falde fra de højere niveauer, hang formentlig sammen med udtalelser fra den italienske finansminister, Giovanni Tria, som til landets parlament blandt andet sagde, at han venter en forværring af den internationale makroøkonomiske situation og en svækkelse af erhvervsklimaet i landet.

Det blev taget ilde op af investorerne, der reagerede ved at sælge endnu mere ud af aktierne og i stedet købe op i de mere sikre statsobligationer, som altså betød faldende obligationsrenter.

På nøgletalssiden havde investorerne kun få nyheder at se frem til tirsdag, da der foruden seneste økonomiske prognose fra Den Internationale Valutafond, IMF, blot blev præsenteret seneste eksporttal fra Tyskland.

Tallene viste, at den tyske eksport faldt med 0,1 pct. i august fra juli. Det var dårligere end ventet, da økonomerne havde regnet med en stigning på 0,4 pct. ifølge Bloomberg News.

Skidt nyt var der også fra IMF, der sænkede sit vækstskøn til 3,7 pct. fra tidligere estimeret 3,9 pct.

»På baggrund af handelskrigen mellem USA og Kina har IMF skruet ned for vækstskønnet i 2019 til 6,2 pct. mod tidligere forventet 6,4 pct.,« skriver chefanalytiker Allan von Mehren fra Danske Bank i en kommentar.

- Vores eget skøn er fortsat 6,4 pct., da vi tror, at Kina vil prøve at kompensere og lukke hullet fra lavere eksport ved at stimulere byggeri og infrastrukturinvesteringer. Kina har også givet skattelettelser til husholdningerne for at give lidt medvind til privatforbruget, tilføjer Danske Banks chefanalytiker.

/ritzau/FINANS