Tilliden til tysk økonomi falder uventet

ZEW-indikatoren for tysk økonomi faldt til 10,4 i juli fra 20,3 i juni, når der ses på den del af tillidsindikatoren, der omhandler forventningerne til fremtiden.

Det var et markant større fald end ventet: Medianen af estimater fra 37 analytikere, som Bloomberg News havde spurgt gav forventning om et fald til 19,5. Estimaterne for forventningsdelen af indikatoren spredte sig fra plus 13,0 til plus 26,0.

ZEW-indikatoren for den nuværende økonomiske situation viste 88,2 mod 88,7 måneden før. Det var stort set som ventet, da forventningerne var 88,0.

Tillidsindikatoren er udarbejdet af Zentrum für Europäische Wirtschaftsforschung (ZEW) og afspejler vurderingen af Tysklands økonomiske situation blandt institutionelle investorer og økonomer.

RB-Børsen