Tilliden til økonomien tager et tigerspring opad

Ikke siden 2015 har danskerne haft så meget tiltro til økonomien, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Forbrugertilliden i Danmark steg til 10,5 i juli. Det er det højeste niveau siden sommeren 2015. Fold sammen
Læs mere

Forbrugertilliden i Danmark steg til 10,5 i juli. Det er det højeste niveau siden sommeren 2015.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

»På trods af at det danske sommervejr kun i små glimt viser sig fra sin bedste side, så går de danske forbrugere fortsat rundt med det økonomiske smil skruet godt på«, skriver makroøkonom hos Sydbank Søren Kristensen i en kommentar til tallene.

Forbrugertilliden sammensættes af en række forskellige spørgsmål om de adspurgtes forhold til deres økonomi. Der er fremgang for alle disse i juni.

Danskerne mener ifølge undersøgelsen både, at deres økonomi er bedre nu end for et år siden og tror samtidig på, at deres økonomi vil være bedre om et år, end den er nu.

Et af de vigtige spørgsmål går på forventningerne til arbejdsmarkedet, og også her er de adspurgte blevet mere optimistiske og venter faldende arbejdsløshed.

»Det peger på en forventning om, at sandsynligheden for at blive fyret er relativt lille, og hvis det skulle ske, at chancerne for at få et nyt job er relativt gode«.

»Det er helt essentielt, hvis danskerne skal slippe de ekstra lønkroner lidt mere fri til gavn for både dem selv og opsvinget som helhed«, skriver Søren Kristensen.