Tiger-stifter brøler igen: Her er ugens op- og nedture i dansk erhvervsliv

Opture

Tiger-stifter brøler igen

Lennart Lajboschitz. Fold sammen
Læs mere

Stifteren af Flying Tiger – butikskæden, der brander sig med billige briller, billige plasticdimser og billigt køkkenudstyr – Lennart Lajboschitz er blevet forgyldt én gang, da han for fem år siden solgte ud til kapitalfonden EQT.

Nu varmer EQT op til at sælge virksomheden, og da Lajboschitz stadig ejer 28 pct. af aktierne, står han til ny gevinst.

Flying Tiger er ifølge Bloomberg værdisat til seks mia. kroner, og et salg kan således sende mange penge i retning af stifteren – måske hele to milliarder.

Flying Tiger løb ellers ind i problemer med faldende salg i butikkerne, men ifølge bestyrelsesformand Vagn Sørensen er det lykkedes virksomhedens nye direktør, tidligere topchef i Berlingske Media Mette Maix, at vende forretningen, så den i dag kan lokke investorer til.

Vagn Sørensen taler om en »genfødsel« og roser Mette Maix for »imponerende hurtigt« at have fået virksomheden tilbage på sporet.

Det kommer til at lune i Lennart Lajboschitz’ lommer.

PFA-chef træder i karakter

Allan Polack. Fold sammen
Læs mere

PFAs topchef, Allan Polack, tegner konsortiet, der er på vej til at overtage TDC. Som talsmand er han et godt valg, fordi han kommunikerer klart uden at feje ubehageligheder ind under gulvtæppet – også selv om det gjorde ondt på TDCs ledelse og medarbejdere at få at vide, at MTG-fusionen er aflyst, basta, og at TDCs indholdsforretning YouSee næppe bliver en del af kerneforretningen fremover.

Normalt kunne man forvente, at det væsentligt større ATP ville være ordførende på transaktionen, men topchef Christian Hyldahl er måske endnu lidt grøn i chefstolen – og ingen Lars Rohde. Australske Macquarie har også optrådt mere tilbagetrukket – klogt nok efter at kapitalfonden er blevet brandet som »vampyrkænguruen«.

Købskonsortiet har med Allan Polack i spidsen fået leveret en række umisforståelige budskaber: Konsortiet er langsigtet investor i TDCs infrastruktur, indholdsaktiviteterne skal sælges fra på sigt, bestyrelsen er formentligt snart fortid, mens TDCs topchef, Pernille Erenbjerg, har en god chance for at beholde sit job.

Vivino-stifter henter millioner

Heini Zachariassen. Fold sammen
Læs mere

Stifteren af vin-appen Vivino, Heini Zachariassen, har hentet 120 mio. kroner hos bl.a. vinmogulen Christophe Navarres investeringsfond SCP Neptune Capital. Navarre er formand og tidligere topchef i Moët-Hennessy-koncernen, som har flere kendte vine, spiritus og champagner i porteføljen.

Ifølge Børsen skal millionerne bruges til at nå Vivinos mål om at sælge vin for over en mia. kroner inden 2020. Vivino er primært bygget op om appen, som kan scanne vinetiketter, men nu skal kunderne også kunne købe vin via appen.

Heini Zachariassens mål er intet mindre end at blive verdens største markedsplads for vin. I dag er over 538 mio. etiketter scannet ind, og der er 29 mio. brugere. Planen er at hente en betydelig del af det globale vinmarked på 2.000 mia. kroner.

Det kræver, at en stor del af vinsalget rykker fra butik til net. Det kræver kapital, og i 2016 forsvandt Vivinos egen­kapital.

Med den nye indsprøjtning er den nu intakt og mere til.

Nedture

Glansen er gået af Sankt Kjos

Bjørn Kjos Fold sammen
Læs mere

Den norske enfant terrible i luften Bjørn Kjos har i den grad mistet momentum med sit flyselskab Norwegian. Strategien om vækst for lånte penge truer med at slå fejl.

Bjørn Kjos’ 2017 var lige så dårligt som stort set forventet, og aktien fik endnu et tryk. Dermed er børsværdien af Norwegian nu igen dykket ned under SAS’ børsværdi. Begge de to nordiske flyselskaber kæmper for at finde en klar overlevelsesstrategi.

Lavprisselskabet Norwegian og den karismatiske Bjørn Kjos har slået sig op på charme, selvtillid og et lækkert alternativ til SAS – samt et enormt gældsbjerg. Nu stiger olieprisen, og hvad nu hvis også renten stiger, mens flybilletpriserne ikke følger med op.

2017-regnskabet viser fortsat vækst på toplinjen, men også fortsat vækst i gælden. Bundlinjen er gået i rødt. Soliditeten er papirtynd, og det kan betyde, at lånebankerne rykker tættere på.

Er magien i Bjørn Kjos’ tryllestav forduftet?

TDC-formand kløjs i franske fristelser

Pierre Danon. Fold sammen
Læs mere

TDCs formand, franske Pierre Danon, spillede højt spil – og tabte. Pierre Danon selv vil nok helst se en anden historie fortalt, nemlig at han »blot« forvaltede sit formandshverv på bedste vis over for sine ejere, aktionærerne i TDC. Prisen for at købe TDC af børsen er nemlig over de seneste uger skruet gevaldigt i vejret.

Noget tyder dog på, at TDC-formanden havde tænkt en markant anden strategi, som først og fremmest skulle gøre TDC stor og mægtig og cementere TDC-formandens position. I hvert fald beskyldte han i første omgang den angribende købergruppe med australske Macquarie og tre store pensionskasser, PFA, PKA og ATP, for skumle, mafiaagtige metoder. »Vi bliver afpresset,« lød forsvaret fra Pierre Danon, da købstilbuddet på mystisk vis blev lækket.

Danon har blot været formand i et enkelt år, men har siddet som næstformand siden 2008. Går det som planlagt, ryger Danon ud, når TDC-handelen til 40 mia. kroner godkendes af de respektive myndigheder. TDC har endnu engang leveret drama til dansk erhvervshistorie.

Op ad bakke for Jesper Lok i Dagrofa

Jesper Lok. Fold sammen
Læs mere

Indrømmet, Jesper Lok kunne lige så vel være på opturslisten som på nedturs­listen i denne uge. På opturslisten skulle det i så fald være på forventningens glæde alene.

Nu havner han i denne uge på nedturslisten, fordi de gnavne gossippere i første omgang ikke ser lyst på Jesper Loks indtog i den kriseramte dagligvarekoncern Dagrofa. Jesper Lok kom til som formand i sommeren 2017, og i denne uge fyrede han så topchefen, Per Thau. Lok sætter sig selv ind som midlertidig daglig chef i Dagrofa. Hmm, gad vide hvor dybt krisen stikker i Dagrofa. Også 2017-regn­skabet forventes at være jammerligt.

Det giver mening at skifte ud i toppen i en koncern, som har kørt med underskud i en årrække. Men hvorfor Dagrofa-formanden Jesper Lok ikke har en afløser på plads, inden han fyrer Per Thau er ikke til at vide. Måske kender vi bare ikke hele historien i Dagrofas ejerbagland eller ...? Hvorom alting er, lykkes Dagrofa-projektet for Jesper Lok, jamen, så står der en plads åben på vinderlisten.