Tidligere britisk finansminister vil afløse Lagarde som IMF-topchef

George Osborne overvejer at byde sig ind på rollen som ny topchef i Den Internationale Valutafond, IMF. Skulle han få stillingen, vil han blive den første brite på posten nogensinde.

Det skriver The Guardian.

Den tidligere finansminister har angiveligt fortalt allierede, at han vil være en passende stedfortræder for den tidligere topchef i IMF, Christine Lagarde, der er blevet udvalgt til at lede Den Europæiske Centralbank, ECB.

George Osborne blev i 2016 fyret fra sin stilling som finansminister, efter at Storbritannien stemte ja til brexit. Skulle han blive valgt til posten, vil det derfor ikke bare være et comeback for George Osborne - han vil også blive den første britiske topchef i IMF's 75-årige historie.

Kandidaturet kan dog besværes af andre kvalificerede kandidater i en tid, hvor Storbritanniens ansigt udadtil har lidt et knæk efter flere interne stridigheder i forbindelse med skilsmisseaftalen med EU.

Blandt andet vurderes det ifølge The Guardian, at direktøren for den britiske centralbank, Bank of England, canadieren Mark Carney, der både har britisk og irsk statsborgerskab, er en mulig kandidat til posten.

Trods et svækket omdømme efter brexit samt at være alment kendt for at have været uhjælpsom under finanskrisen i 2008 skulle George Osborne angiveligt have fortalt sine venner, at hans forbindelser med USA og Kina måske kan hjælpe kandidaturet.

/ritzau/FINANS