Danskere med gasfyr har været hårdt spændt for i mere end et år med tårnhøje priser og rekordstore udsving.
Og meget tydede i begyndelsen af december på, at det skulle blive endnu en lang og dyr julemåned for gaskunder i hele Europa.
Men endelig er der gode nyheder: Prisen på naturgas falder således med hele seks procent onsdag formiddag og er faldet omkring 24 procent den seneste uge.
Dermed klemmer prisen sig under 100 euro pr. megawatt-time, som den kun har været ganske få gange siden sommer.
Ifølge Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea, skyldes prisfaldet især, at vejret har ændret sig.
»Det er blevet varmere og blæser mere, hvilket betyder, at der produceres mere strøm fra de vedvarende energikilder. Dermed behøver man ikke tære på gaslagrene, og det presser prisen ned,« siger han.
Prisen på naturgas er lige nu 42 procent lavere end den var på samme tidspunkt sidste år.
Prisloft
EUs energiministre blev for nylig enige om at sætte et prisloft på den europæiske naturgas på 188 euro pr. megawatt-time. Hensigten er at spare forbrugere og industrivirksomheder for ekstreme regninger.
Og ifølge Helge Pedersen kan den aftale også spille en »psykologisk rolle« og dermed have indflydelse på prisdannelsen.
»Men først og fremmest er vi meget afhængige af vejret. Og der blev prisen ramt af en usædvanlig kold periode tidligere på måneden,« siger han.
Derfor skal de danske gaskunder ikke nødvendigvis håbe på en hvid jul.
»Vi skal have sådan et rigtig godt, traditionelt dansk vintervejr, hvor det regner og blæser. Det er det bedste for energipriserne,« siger Helge Pedersen.