Thor Pedersen lemper finanspolitikken

Finanslovsforlaget, som præsenteres i dag, indeholder en lempelse af finanspolitikken, der vil virke som benzin på en i forvejen glohed økonomi.

Finansminister Thor Pedersen (V) hælder nu yderligere benzin på bålet i en i forvejen glohed økonomi, skriver dagbladet Børsen, der erfarer, at det finanslovforslag, som Thor Pedersen i dag præsenterer, indeholder en lempelse af finanspolitikken trods den igangværende højkonjunktur.

To topøkonomer advarer regeringen mod at føre ekspansiv finanspolitik i den nuværende situation, fordi det kan give overophedning med fare for et økonomisk tilbageslag og stigende arbejdsløshed til følge.

»Der er ikke plads til at lempe finanspolitikken. Vi har længe kørt helt op til kapacitetsgrænsen,« siger Claus Vastrup, professor i økonomi ved Århus Universitet til Børsen.

Finansministeren præsenterer her til formiddag regeringens forslag til finanslov for 2008. Der er tale om et forslag, der langer næsten dobbelt så mange milliarder af sted til offentlig vækst som sidste år - nemlig 7,5 mia. kr. - mod 4 mia. kr. i 2006.

Og ifølge Børsens oplysninger vil det fremgå af forslaget, at den såkaldte finanseffekt vil være svagt positiv. Det betyder, at forslaget i sig selv vil være med til at løfte væksten i dansk økonomi målt ved BNP, skriver Børsen. Kilde: Børsen