Thor Möger lægger bombe under dansk nødhjælp

Enhedslisten kræver kompensation til humanitære organisationer for tab på udskældt skat.

Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Regeringens beslutning om at afskaffe skatte-fritagelsen for danskere, der sendes på opgaver i udlandet, møder hård kritik fra landets humanitære nødhjælpsorganisationer.

Direktøren i Læger uden Grænser, Michael Gylling Nielsen, kalder det »en bombe under dansk nødhjælp og humanitært arbejde«, hvis udsendte læger og nødhjælpsarbejdere for fremtiden skal beskattes hårdere end i dag.

Generalsekretær i Red Barnet Mimi Jakobsen er enig: »For os i de humanitære organisationer er det et kæmpe problem. Det vil øge vores omkostninger og i praksis være en skat på udviklingsbistand,« siger hun.

Samme melding kommer fra Dansk Røde Kors, som gør det klart, at man ikke har råd til at kompensere for medarbejdernes skatte-stigninger, eftersom pengene i givet fald skal tages fra nødhjælpsarbejdet.

»Derfor rammer den øgede beskatning de udsendte, og det er ikke rimeligt. På kort sigt frygter jeg, at nogle vil opsige deres kontrakter. På længere sigt vil vi få sværere ved at tiltrække de bedst kvalificerede til vores vigtige arbejde,« siger generalsekretær Anders Ladekarl.

Det samlede antal udsendte for humanitære organisationer kendes ikke, men alene Røde Kors udstationerer årligt 120 personer, mens Læger Uden Grænser sender omkring 70 af sted.

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) afviser de humanitære organisationers kritik: »Jeg synes, det er vigtigt, at vi som samfund støtter humanitære organisationer. Til gengæld synes jeg ikke, det er fornuftigt, at man gør det via skattesystemet. Jeg synes, det er retfærdigt, at alle, der er skatte-pligtige i Danmark, betaler dansk skat.«

- Hvad er det retfærdige i, at en læge udsendt for Læger Uden Grænser, som kun får 8.000 kroner i løn og bor i en bungalow, skal betale mere i skat?

»Jeg synes helt principielt og overordnet, at den udstationerede ingeniør i Abu Dhabi og den enlige mor i Nordvest (København, red.) skal have samme skattevilkår. Det er kun rimeligt, og det sikrer denne reform,« siger skatteministeren.

Enhedslisten vil nu kræve, at nødhjælpsorganisationerne under forhandlingerne om finansloven bliver kompenseret fuldt ud for de ekstra omkostninger. »Det er meget underligt, at man ikke har lyttet til de humanitære organisationer. Det er ikke rimeligt, at de nød-lidende skal betale for skattelettelser til de rige,« siger Frank Aaen (EL).

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) afviser nødhjælpsorganisationernes kritik og siger, at han bakker op om skattereformen.