De amerikanske markeder åbnede med røde tal, og i skrivende stund, nogle timer senere, er de faldet yderligere.
»Frygten er tilbage for fuld styrke,« siger erhvervskommentator Thomas Bernt Henriksen.
For efter dag med rekordstigning på det danske C25-indeks, og en flot onsdag på de amerikanske markeder, er de amerikanske markeder torsdag åbnet med store fald.
Det sker efter annonceringen af, at USAs straftold på kinesiske varer er på 145 procent og ikke 125 procent.
»Lettelsen, over at Trump udskød gengældelsestolden, er væk, og frygten er tilbage,« siger Thomas Bernt Henriksen.

Han henviser til CBOE Volatility Index, VIX, der bliver brugt som en oversættelse for frygten i markederne. Det omtales ofte som »frygtindekset«.
VIX ligger torsdag aften omkring 50, hvilket er det højeste siden 16. marts 2020, hvor coronapandemien rasede, og VIX nåede sit højeste niveau nogensinde.
»Ud over at markederne må konstatere, at toldkrigen kun er nedtrappet og ikke slut, så er finansmarkederne ved at erkende, hvor hårdt troldkrigen mellem USA og Kina – verdens to største økonomier – kan ramme verdensøkonomien,« siger Thomas Bernt Henriksen.
Den velansete amerikanske investeringsbank Goldman Sachs har også sænket sin forventning til Kinas bnp-vækst med et halvt procentpoint – fra 4,5 til 4 procent i 2025 og fra 4,0 til 3,5 procent i 2026 – netop på grund af forventingen til straftoldens effekter.
»Ingen tror rigtig på, at USA på rekordtid kan samle en koalition, der kan få Kina til at droppe sin hårde handelspolitiske linje,« siger Thomas Bernt Henriksen og fortsætter:
»Presset på Trump for at få afmonteret den toldbombe, han selv har tændt, er vokset med den nye voldsomme nedtur på de amerikanske markeder. Onsdag var lettelse. Torsdag vendte realiteterne og erkendelsen, af at ingen aner, hvad Trump hitter på i toldkrigen, tilbage for fuld styrke.«




