Teologi eller pengene?

Skal vi til at tænke på teologi, når vi taler om økonomi og politik? Ja, den tætte relation mellem teologi og økonomi går årtusinder tilbage.

Camilla Sløk Fold sammen
Læs mere

Professor emeritus Ove Kaj Pedersen udtalte i »Deadline« 8. maj, at vi fremover vil komme til at høre mere til filosoffer, teologer, psykologer og mange andre, når der skal diskuteres økonomi. Argumentet for Pedersen ligger i, at coronakrisen har stillet skarpt på de store spørgsmål i forhold til sammenhængskraften i Danmark. Denne sammenhængskraft kan forstås forskelligt afhængigt af, om det er staten i velfærdsforstand, næstekærlighed (teologi) eller egeninteressen (en neoliberal tænkning), man mener, er det, der får det hele til at hænge sammen i det danske samfund. Den sidste kategori har konkurrencestaten repræsenteret, men næstekærlighed kan blive det, vi (også) skal diskutere i forhold til økonomi, siger Pedersen.

Hvad er nu det for noget? Skal vi også til at tænke på teologi, når vi taler om økonomi og politik? Er teologi ikke noget, præsten tager sig af om søndagen og ved begravelse, bryllup, konfirmation og dåb? Overhovedet ikke. Den tætte relation mellem teologi og økonomi går årtusinder tilbage.

Hvad er egentligt »kredit«?

Økonomen Felix Martin har i bogen »Money: The Unauthorised Biography«  stillet skarpt på bl.a. relationen mellem kredit og teologi. Martins hovedargument er, at kredit kom langt før penge. Kredit er fundamentet for handel; for økonomi.

Som bekendt er kredit latin fra ordet: »credo« – jeg tror. Kredit involverer altså tillid imellem to parter, som handler. Tilliden kommer før alt andet. Hvordan tillid etableres, er kulturelt afhængigt. I Japan etableres tilliden imellem handelsfolk på andre måder end i f.eks. Danmark. At credo også er begrebet inden for teologien i forhold til trosbekendelsen, viser den nære forbindelse imellem tillid i handelsforbindelser, og det du sætter din lid til i sociale relationer. Hvad og hvem tror du på? Hvem og hvad tror du ikke på?

Kredit og tillid kommer ikke af sig selv. De kommer af samfundsstrukturer, hvor der bliver formet forskellige forventninger til tillid; og kredit.

Felix Martin havde før sin bog arbejdet i bl.a. Verdensbanken, og bogen var en refleksion efter finanskrisen i forhold til, hvordan det nu lige er, at vi har indrettet vores økonomiske system. I denne rejse tilbage til historien fandt Martin bl.a. ud af, at penge har dybe teologiske rødder. Der har historisk set altid været forbindelse imellem teologi og økonomi. Det var f.eks. præsterne i Mesopotamien, der ca. 3000 f.Kr. opfandt accounting, altså bogholderiet, for at have et overblik over landets ressourcer i form af korn, okser, får, etc. for at sikre befolkningens og byernes overlevelse.

Økonomien og reformationen

Hvis vi spoler frem i tiden, opfinder en anden teolog, nemlig franciskanermunken Luca Pacioli, i slutningen af 1400-tallet den dobbelte bogføring. Det var ligeledes teologer, der i slutningen af 1400-tallet gjorde det tilladt at tage renter af udlån (det var også teologer før det, der havde gjort det forbudt). Rentetagning er ellers forbudt ifølge Det Gamle Testamente; man må ikke tjene penge på andres nød og behov for at låne penge. Nye fortolkninger i 1400-tallet af bl.a. Thomas Aquinas (dvs. af Aristoteles) gjorde kapitaltilflydning mulig på helt nye måder. Denne spæde form for kapitalisme har interesseret sociologen og økonomen Max Weber indgående, og i sin berømte bog »Den protestantiske etik og kapitalismens ånd« (1905) pegede Weber på sammenhængen imellem protestantismens menneske- og gudssyn og så evnen til at udsætte egne behov igennem investeringer. Det sidste, mente Weber, var kun muligt, fordi protestantismen etablerede ideen om, at succes i det verdslige liv afspejlede, hvorvidt man var udvalgt. Altså, igen en sammenhæng imellem økonomi og teologi.

I denne kapitalisme dukkede nye finanshuse op, som gjorde det muligt at optage store lån og investere. En sådan bankvirksomhed gjorde f.eks. Jakob Fugger, som blev født i 1459, styrtende rig, og gennem en række dristige og heldige investeringer i kobberudvinding, blev han til den rigeste mand i Europa – ja, i verden. Fugger var i øvrigt også uddannet teolog.

Finanshusene skabte øget rigdom for nogle få, og lagde tidligere landsbyers udvinding af f.eks. jern og tin øde. Folk mistede deres muligheder for at leve og var overladt til tiggeri og sult. En af dem, som så disse forandringer i forretningsstrukturer, var reformatoren, Martin Luther (1483-1536). Luther gik aktivt ind i debatten om denne nye form for økonomi og skrev bogen: »Von Kauffshandlung und Wucher« (Om købmandshandel og åger) i 1524. Luther harcelerer her over, at nogle få pengemænd rager profit til sig på bekostning af de mange. Videre harcelerer han i bogen over prisdumpning; spekulation; viderebringelse af insiderinformation til sine venner; underbyde andres varer inden for et salgsområde igennem stråmænd; priskarteller; at gå bankerot for at undgå at betale sin gæld; at ændre på kontrakter vedr. leverance af en bestemt vare. Med andre ord centrale økonomiske områder, som var tænkt ud fra en teologisk dimension om retfærdighed. Retfærdighed for handelsmanden, B2B og for kunderne. Luther var altså ikke kommunist. Han var en teolog, der engagerede sig i retfærdighed inden for handel og erhverv.

Økonomiens teologi

Værdier er en etymologisk sammenvævning af økonomi og teologi. Ove Kaj Pedersen har beskæftiget sig med dette spørgsmål i forhold til konkurrencestaten. Hvis der vitterligt skal til at ske noget nyt, så vil jeg mene, at vi skal turde diskutere menneskesyn meget mere: Er mennesker virkeligt kun egennyttige, eller tænker vi også på andre? Eller findes der både den ene mennesketype og den anden i vores samfund? Menneskesyn må være det næste emne, der må interessere økonomer. Det har altid interesseret teologien: også i forhold til økonomi.