Tænketank og DI advarer: Myndighederne har for let adgang til kontroller i private ejendomme

Antallet af love, der uden dommerkendelse giver myndigheder adgang til kontroller i virksomheder, er vokset kraftigt siden 2009. Det viser analyse fra den juridiske tænketank, Justitia, som sammen med DI advarer mod udviklingen. To juraeksperter opfordrer til en gennemgang af de mange love.

Minkavler Thorbjørn Jepsen afviste i oktober 2020 at lukke Fødevarestyrelsen ind, da der skulle aflives dyr på hans minkfarm. Derfor blev politiet tilkaldt, så styrelsens medarbejdere kunne komme ind på ejendommen. Det kunne ske uden dommerkendelse på grund af en særlig bestemmelse, som stadigt hyppigere sniger sig ind i nye love. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

9. oktober 2020 tilkaldte Fødevarestyrelsen politiet for at skaffe sig adgang til minkavler Thorbjørn Jepsens minkfarm i Gjøl i Nordjylland. Minkavleren havde afvist at lukke Fødevarestyrelsen ind for at aflive dyrene. På baggrund af en særlig paragraf i Bekendtgørelse af lov om hold af dyr kunne styrelsen dog tiltvinge sig adgang til minkavlerens ejendom – uden at styrelsen forinden skulle forbi en dommer.

Den mulighed får landets myndigheder i stigende grad. Altså at de uden dommerkendelse kan skaffe sig adgang til privat ejendom – eksempelvis for at kontrollere om virksomheder og borgere overholder loven. Det fremgår af en ny analyse, som den uafhængige juridiske tænketank Justitia står bag.