Svensk skattesystem nemmere

Det danske skatte system er besværligt i forhold til det enkle svenske system, mener ekspert.

Foto: Colourbox.
Læs mere
Fold sammen
Med sit kendskab til skattesystemerne på begge sider af Sundet mener lektor i nationaløkonomi ved Lunds Universitet Åsa Hansson, at det svenske system er mindre indviklet end det danske og nemmere at forstå for almindelige borgere:

"I Danmark har I mange af disse her fradrag, der er med på den ene sats og ikke på den anden, så vores er nok mere gennemskueligt end jeres," lyder hendes dom.

Det har så også den sideeffekt, at det efter hendes vurdering er sværere at snyde i Sverige:

"Det er nok lettere i Danmark. Vi har mange kontroloplysninger, der går til skattemyndighederne. Man har blandt andet indrapporteringspligt, når man sælger aktier, og det har man ikke i Danmark, så når man skal udfylde sin selvangivelse i Sverige, er det meste fortrykt. Er du lønmodtager, er det ganske svært at snyde, selv om det sikkert godt kan lade sig gøre," siger hun.

Sveriges borgerlige regeringsalliance har af blandt andet svensk industri fået på puklen over, at den ikke har sat en sænkning af topskatten på den politiske dagsorden. I stedet er den nøjedes med småjusteringer af skattesystemet som f.eks. bortfald af formueskatten og en beskeden lempelse af virksomhedsbeskatningen.

Mindre forskel
"Men kritikerne håber vel også, at den danske reform vil betyde, at de svenske politikere også begynder at kigge på skatten, og jeg tror faktisk, at de er lidt interesserede," mener Åsa Hansson.

"Og her i Skåne kan det få stor betydning, hvis skatten sænkes i Danmark. Det vil gøre det mere attraktivt at arbejde i København og bo i Skåne," siger hun.

Danske lønmodtagere har generelt højere løn end svenske kolleger: "Men I skal i større udstrækning selv betale jeres forsikringer – så forskellen er næppe så stor," siger hun.

Men en dansk industriarbejder har ikke råd til at køre rundt i en Volvo – det er kun i Sverige?

"Det er jo på grund af jeres ekstremt høje registreringsafgifter. Til gengæld kan I så drikke meget mere vin og øl, end vi kan. Men det er rigtigt: Vi kører Volvo," griner Åsa Hansson.