Svensk økonomi krydser fingre for fremgang

Selv om den svenske Riksbanken forventer, at svensk økonomi udvikler sig negativt også i andet kvartal i år, forventer Nordea, at fredagens offentliggørelse af svenske BNP-tal viser en positiv udvikling.

Foto: Scanpix. Storbanken Nordea forventer, at det svenske bruttonationalprodukt, BNP, er vokset 0,3 procent i andet kvartal 2009 i forhold til første kvartal samme år.
Læs mere
Fold sammen
For første gang siden krisen ramte vores naboer på den anden side af Øresund, er der udsigt til en positiv udvikling i svensk økonomi.

Det er storbanken Nordea, som forventer, at det svenske bruttonationalprodukt, BNP, er vokset 0,3 procent i andet kvartal 2009 i forhold til første kvartal samme år.

Nordea er dermed væsentlig mere positiv end den svenske Riksbanken, som i seneste prognose forudsiger et fald i den svenske økonomi på 0,3 procent i andet kvartal i år.

I morgen klokken 9.30 afgøres det, om Nordea eller Riksbanken får ret. Her offentliggør Statistisk Centralbureau i Sverige de nye BNP-tal.

Godt nyt for danskerne
Årsagen til, at den svenske økonomi ikke længere kører i bakgear, er ifølge Nordea, at det private forbrug er steget ligesom handelsbalancen har stabiliseret sig. Det er især historisk lave renter på 0,5 procent, skattelettelser og stigende aktiekurser, der får svenskerne til igen at hive tegnebogen oftere op ad lommen.

Hvis Nordea får ret, og det viser sig, at svensk økonomi igen får medvind, vil adskillige danske virksomheder begynde at klappe i deres hænder – Sverige er nemlig Danmarks absolut næststørste eksportmarked:

»Svensk økonomi betyder ganske meget for danske virksomheder. Det ville derfor være en dejlig positiv nyhed, hvis vi ser en positiv kvartalsudvikling i svensk økonomi, men jeg tvivler på, at det er rigtigt,« siger cheføkonom i DI, Klaus Rasmussen.

Han siger, at især danske underleverandører til svensk industri sukker efter en positiv udvikling i svensk økonomi, men at danske virksomheder generelt har pæne markedsandele i Sverige.

Nordea forventer et fald i BNP på 5,7 procent i 2009, og det er 0,8 procentpoint lavere end tidligere vurderinger.