Der er minus 13 grader. Høj sol og dyb sne med 21 af 21 lifter åbne. Sådan er dagsrapporten fra skisportsmekkaet i Sälen i det midterste Sverige. De åbne skisportssteder er én side af coronatilstanden i Sverige.
Den anden side er kraftige opfordringer og restriktioner for at minimere den sociale kontakt og udelivet samt eksempelvis indførelse af fjernundervisning for de større børn og lukning af ikkekritiske offentlige kontorer. Et forbud mod salg af alkohol efter klokken 20 er forlænget til foreløbig 7. februar – men restauranter er dog fortsat åbne.