Svært at være lille i forsvars-industrien

Citat 1: »Vi satser på forsvarsindustrien på grund af det høje teknologiske niveau. Det kan sikre vores konkurrenceevne i den globale økonomi. Det giver os spændende udfordringer, som kan være med til at fastholde vores medarbejdere.«

Bylinefoto: Carsten Steno, cs. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Citat 2: »Markedet kontrolleres af de store virksomheder. Det er svært at komme ind på. Det kræver et lobbybudget, som ingen af os mindre virksomheder har råd til.«

De to udtalelser er hentet i en rapport fra Oxford Research om forsvarsindustrien og fremsat af to ejerledere i branchen. De illustrerer på én gang det fascinerende i at være i forsvarsindustrien og det svære ved at blive en del af den. Den mest avancerede elektronik og de mest avancerede digitale løsninger findes i militære organisationer.

Det var som bekendt en efterspørgsel fra det amerikanske forsvar på sikre kommunikationslinjer under krigsforhold, der befordrede udviklingen af internettet. Men i forsvarsindustrien er det svært at være lille. De store leverandører er amerikanske, russiske, engelske eller franske. Som en af de få små nationer kan også Sverige være med en gang imellem. Simpelthen fordi svenskerne har valgt at satse på deres egen forsvarsindustri af sikkerhedspolitiske grunde.

Den lille danske forsvarsindustri er helt privat. Skabt af modkøbsaftaler i forbindelse med militære anskaffelser. Siden har flere virksomheder evnet at blive eksportører. Vejen frem for danske virksomheder er utvivlsomt »industrisamarbejde«. Der skal større volumen og yderligere specialisering til for at skabe rentabilitet i produktionen. Men det er samarbejder, der ikke kan begrænses nationalt, for de kompetencer, der er brug for, findes ikke nødvendigvis i Danmark. Hydrema, der producerer minerydningsudstyr, har for eksempel samarbejdet intenst med den svenske kampvognsproducent Hägglund. Desuden handler det om partnerskaber med de store virksomheder, der afsætter globalt. En lille dansk virskomhed kan aldrig vinde gehør hos en saudiarabisk forsvarsminister, der er vant til at købe ind i USA eller England. Men det er en lang sej kamp, og der er for få store danske lokomotiver i branchen, der kan trække i den retning.

Endelig kan samarbejdet med det danske forsvar forbedres, selv om det danske forsvar ikke i sig selv har volumen til at være underlag for den danske forsvarsindustri. Flere af forsvarets opgaver kan utvivlsomt udliciteres og give danske virksomheder værdifuld drifts- og teknologiindsigt, som kan bruges til at bygge nye produkter på.

Uden referencer fra Danmark er det svært at sælge forsvarsmateriel. Danske fly samt flåde- og hærenheder har været meget aktive internationalt som led i vores aktivistiske udenrigspolitik. Det har givet en praktisk kamperfaring, som også kan komme danske producenter til gode i det omfang, deres produkter har været involveret. De giver en reference, som for eksempel svenske virksomheder ikke har i samme grad. Disse fordele til trods skal man næppe vente, at dansk forsvarsindsutri for alvor bliver en af de bærende i Danmark. Dertil at udfordringerne trods alt for store. Men gode nichevirksomheder har også ret.