Sværest for nordjyder at finde nyt job

Jobsøgning. Arbejdsløse nordjyder er længst om at finde et nyt arbejde, mens det går langt hurtigere i Region Syddanmark og Region Sjælland. Det viser en ny arbejdskraftundersøgelse fra Danmarks Statistik.

Arbejdsløse nordjyder har de støsrete problemer med at finde arbejde i Danmark. Hver tredje arbejdsløs i Region Nordjylland har søgt job i over et år, og omkring hver femte har søgt i over to år, viser Danmarks Statistiks seneste Arbejdskraftundersøgelse.

Også i Region Midtjylland og Region Hovedstaden tager det forholdsvis lang tid at finde et nyt job. Her har mellem hver fjerde og femte søgt arbejde i mere end et år.

Til gengæld går det noget hurtigere i Region Syddanmark og i Region Sjælland. Her har færre end hver femte søgt arbejde i et år eller mere.

På den anden side er der også en stor gruppe arbejdsløse, som kun søger arbejde i kort tid.

Mere end to ud af tre af de arbejdsløse i Region Hovedstaden har søgt arbejde i mindre end et halvt år. Stort set det samme gæder i Region Midtjylland og Region Sjælland. Faktisk har omkring halvdelen af de ledige på Sjælland og i Midtjylland søgt arbejde i mindre end tre måneder.

Det er især de ældre over 50 år, der må søge i lang tid før de får et nyt job, mens unge under 30 hurtigt finder et nyt job.