Studerende kalder taxameterbonus falsk varebetegnelse

Studerende mener, at ny bonus til universiteterne i realiteten omlægger penge, som universiteterne får i forvejen.

Den nye taxameterregel på universiteterne, der nu belønnes med en bonus for at få studerende til at gennemføre til tiden, er ikke en bonus, men en omlægning af penge, som universiteterne allerede i dag modtager i taxametertilskud. Det mener Danske Studerendes Fællesråd, der taler om falsk varebetegnelse.

- At kalde ordningen for en bonus svarer til at fodre hunden med dens egen hale, siger Rune Møller Stahl, uddannelsespolitisk ordfører for Danske Studerendes Fællesråd.

- Faktum er at regeringen med sit forslag vil presse de studerende hurtigere igennem for enhver pris, tilføjer han.

Ifølge De Studerendes Fællesråd vil reformen betyde et negativt konkurrenceforhold mellem universiteterne.

- Vi frygter, at de foreslåede ændringer vil tvinge universiteterne til at konkurrere på tid frem for kvalitet, siger Rune Møller Stahl.

/ritzau/