Strid om gebyrcirkus

Det konservative regeringsparti sætter nu beskæftigelsesministeren stolen for døren med kravet om at stoppe de såkaldte

gebyrbelagte tilsyn med 12 udvalgte branchers arbejdsmiljø. For det er dybt urimeligt, at tilfældige virksomheder skal

betale tusindvis af kroner for et tilsyn, som regeringen i forvejen har besluttet at afskaffe fra næste år.


VK-regeringen

har stoppet den såkaldte incitamentpakke på arbejdsmiljøområdet, som SR-regeringen gennemførte i fjor.

Men den har ikke afskaffet de gebyrbelagte tilsyn, der koster 1.800 kr. i timen. Det vil først ske 1. januar 2003.


Gebyrerne

finansierer nemlig lønnen til 45 medarbejdere i Arbejdstilsynet, som skulle administrere ordningen.


Erhvervspolitisk

ordfører Carina Christensen (K) kalder det ligefrem politisk og økonomisk galimatias, at regeringen, selvom den har

besluttet at afvikle ordningen, alligevel lader virksomhederne bøde.


- Det kan ikke passe, at virksomhederne skal betale

lønningerne til de medarbejdere i Arbejdstilsynet, der skal udføre tilsynene.


- Det er dobbeltmoralsk, at vi med

den ene hånd vil hjælpe virksomhederne med konkurrenceevnepakken og i den samme uge siger, at de skal betale for de her

tilsyn, siger hun. Og det Konservative Folkeparti har derfor lagt pres på Claus Hjort Frederiksen for at finde de 50 mill.

kr. beskæftigelsesministeriet mener, at det koster, at stoppe ordningen allerede nu.


- Det er forkert, at en virksomhed

med fem ansatte skal betale næsten 11.000 kroner for et gebyrbelagt tilsyn. Især ikke når det det er fuldstændig

ligegyldigt, hvad tilsynet viser - de skal betale uanset hvad, siger Carina Christensen.



Uholdbart

I Byggeriets Arbejdsgiverforening,

BYG, er holdningen også, at det er uholdbart og uacceptabelt, at nogle få virksomheder inden for de 12 udvalgte brancher

kommer til at betale for et gebyrbelagt tilsyn, fordi regeringen skal have finansieret lønnen til de 45 medarbejdere.


Afdelingsdirektør

i BYG, Michael H. Nielsen, har talt med mange virksomheder, der betragter det som uretfærdigt og demotiverende, at de skal betale

fra 10.000 til 90.000 kr. for at få besøg af Arbejdstilsynet, når andre virksomheder slipper.


- Det skaber

en utrolig uro og det ender med, at virksomhederne får en negativ holdning til arbejdsmiljø og Arbejdstilsynet, siger

Michael H. Nielsen.


Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.