Storkunde blev dyr fejltagelse

Dyr bommert. Det blev en dyr affære for den selvstændige miljøkonsulent Søren Krag, at han ikke lavede en ordentlig kontrakt med sin største og første kunde. Tre måneder senere måtte han indlede en sag om konkurrenceforvridning.

100.000 kr. Så meget endte Søren Krags største bommert at koste ham. Som nystartet selvstændig miljøkonsulent i sommeren 2005 begik han den brøler at indlede et samarbejde som underentreprenør for den lokale afdeling af miljøservicevirksomheden Hede Danmark uden en formel kontrakt. Tre måneder senere betød det, at virksomheden pludselig begyndte at stille strammere krav til sin underenteprenør, som Søren Krag mente var ulovlige. Han gik derfor til Konkurrencestyrelsen, som til sidst bekræftede ham i, at Hede Danmarks krav var urimelige. Men i mellemtiden gik hans forretning i stå.

- Jeg tænkte ikke på, at jeg med at tage sagen videre mistede en meget stor del af mit forretningsgrundlag. Selvom Konkurrencestyrelsen indledte en dialog med Hede Danmark var det alligevel en sag, som nær havde kostet min forretning livet, fortæller Søren Krag.

Nogle af Hede Danmarks krav var ifølge Søren Krag, at SK Miljø og Naturservice ikke måtte udføre arbejde for offentlige institutioner, som potentielt kunne blive kunder hos Hede Danmark, samt at han ikke måtte påtage sig opgaver over 50.000 kr.

Konsekvensen af den opslidende sag blev, at han måtte på hårdt benarbejde for at skaffe nye, private kunder. Det tog ham både tid og kræfter, som han kunne have sparet, hvis han havde lavet en kontrakt, som præcist definerede hvilke krav, Hede Danmark kunne stille til ham.

På trods af den 100.000 kr. dyre bommert er Søren Krags virksomhed SK Miljø og Naturservice levende i bedste velgående. Den første kontrakt med Hede Danmark eksisterer ikke længere i kundekartoteket, men stadig i Søren Krags hukommelse. Det samme gør nu det kundenetværk, som han siden bommerten har slidt for at få opbygget.