Storbank sammenligner Bitcoin-spredning med influenza

Bitcoin  / AFP PHOTO / Justin TALLIS Fold sammen
Læs mere
Foto: JUSTIN TALLIS

Den britiske storbank Barclays sammenligner hypen omkring og den effektive spredning af Bitcoin og andre kryptovalutaer med en influenzaepidemi.

Det skriver Dagens Næringsliv.

Interessen for Bitcoin og andre kryptovalutaer tog for alvor fart i 2017, hvor prisen på en Bitcoin steg fra 3.000 dollar til 20.000 dollar i løbet af tre måneder. En stigning svarende til over 550 pct.

Efterfølgende er interessen faldet, og prisen på en Bitcoin ligger nu på 7.000 dollar.

Den britiske storbank Barclays' analytikere har fundet tilstrækkeligt mange ligheder mellem spredningen af kryptovalutaer og en influenzaepidemi, at de har udviklet en prismodel, der bruger reaktionsmønsteret fra netop en influenzaepidemi.

Barclays' model deler potentielle kryptovaluta-investorer op i tre grupper: Modtagelige, inficerede og immune. Storbanken antager, at når priserne stiger, så spreder infektionen sig gennem daglig tale fra person til person.

Ifølge Barclays' diagnose af kryptovalutaer, vil prisen på Bitcoins aldrig toppe prisniveauet fra 2017 på 20.000 dollar.