Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Langt de fleste hidtidige sager om kursmanipulation har handlet om relativt beskedne beløb. Men nu sprænges alle rammer med en politianmeldelse om kursmanipulation for ikke mindre end 300 mio. kr.
Bag anmeldelsen står Finanstilsynet, der har undersøgt forholdende omkring den tidligere bank, Egnsbank Han Herred, senere kendt som EBH Bank, som levede højt på det danske ejendomsboom efter 2003, men brød sammen med et brag i 2008. Siden sammenbruddet er der foreløbigt nedskrevet over tre milliarder kroner eller mere end halvdelen af bankens udlån og garantier.
»Vi mener klart, at der har været tale om ulovlig kursmanipulation, hvilket vi naturligvis mener, der skal skrides ind over for. Vi har derfor foretaget en politianmeldelse, så nu er det op til anklagemyndigheden og domstolene at afgøre, om der er tale om stafbare forhold, og hvad straffen i givet fald skal være,« siger vicedirektør Julie Galbo fra Finanstilsynet.
Fondsrådet er enig i Finans-tilsynets vurdering. Kursmanipulation kan straffes med fængsel i op til halvandet år eller med op til fire år i særligt grove tilfælde.
Kursmanipulationen til 300 mio. kr. handler alene om 2008. Ifølge Finanstilsynet stod EBH Bank fra 1. januar til 19. september 2008 for ikke mindre end halvdelen af samtlige aktiekøb i EBH Bank-aktien på Fondsbørsen, og under ti procent af salget. Det har haft en voldsom effekt på kursen, fordi EBH Bank sammen med EBH-Fonden ved indgangen til 2008 allerede ejede halvdelen af alle aktier i banken.
Undersøgelserne viser også, at EBH Bank i mange tilfælde foretog aktiekøb umiddelbart før børslukningen, og dermed kunne påvirke de lukkekurser, som optræder i avisernes kurslister.
Dexia Bank er også blevet politianmeldt, fordi den danske filial af den belgiske storbank, der i øvrigt selv blev offer for finanskrisen og måtte reddes af den belgiske stat, ifølge Finanstilsynet ulovligt har påvirket kursen på EBH Bank-aktien.
En rædselsberetning
Finanstilsynets redegørelse er i øvrigt en rædselsberetning om en bank, der fuldstændigt har ladet hånt om talrige påtaler, påbud og risikooplysninger, som Finanstilsynet gav banken i en jævn strøm siden oktober 2003.
Det var bekymringer, som aktiemarkedet intet indblik fik i, og fra oktober 2003 til slutningen af steptember 2007 steg kursen fra 65 kr. til 640 kr. Da banken gik ned i efteråret 2008 blev aktien suspenderet med en kurs på fem øre.
Et tilsvarende forløb har dog svært ved at gentage sig, for nye regler fra Finanstil-synet vil nemlig betyde, at bankerne bliver forpligtet til at offentliggøre Finanstil-synets inspektionsrapporter.