Største fremgang i beskæftigelsen siden finanskrisen satte ind

Ledighedskøen i Danmark blev i tredje kvartal forlænget med 2.000 personer. Men denne negative historie opvejes mange gang af en kæmpe fremgang i beskæftigelsen.

Foto: Søren Bidstrup

Ledigheden steg med 2.000 fra andet til tredje kvartal. Men hvad der er langt mere interessant er, at der også blev skabt 26.000 nye arbejdspladser i kvartalet. Det viser Danmarks Statistiks nye arbejdskraftundersøgelse (AKU).

»Stigningen i ledigheden skyldes alene at flere har meldt sig på arbejdsmarkedet. Der er ikke tale om et krisetegn - der er snarere tale om godt nyt for det danske arbejdsmarked. En del af stigningen i beskæftigelsen skyldes en fremgang i deltidsbeskæftigelsen, men det ændrer ikke ved, at en så kraftig fremgang i beskæftigelsen er godt nyt,« konstaterer cheføkonom i Danske Bank,  Steen Bocian.

Markoøkonom Peter Bojsen Jakobsen fra Sydbank noterer sig, at der er tale om den største fremgang i beskæftigelsen siden den finansielle krise skyllede ind over dansk økonomi i 2008.

»Fremgangen i beskæftigelsen understreger, at det endnu er for tidligt at afsige dødsdommen over dansk økonomi og kan indikere, at de raslende sabler fra den russiske bjørn ikke har afsporet det danske arbejdsmarked,« skriver han i en kommentar.

Også hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, er man positivt overrasket over onsdagens tal,

»Selvom arbejdsløsheden er vokset, er der grund til at glæde sig over, at beskæftigelsen er vokset endnu mere. Set over det seneste år er AKU-beskæftigelsen faktisk vokset med 38.000 personer, hvilket i lyset af de sløje væksttal må siges at være ganske flot,« skriver chefanalytiker Erik Bjørsted fra AE-rådet i en kommentar.

Han advarer dog mod et tilbageslag, hvis ikke der snart kommer gang i det private forbrug og de private investeringer.

»Hvis der ikke kommer gang i den indenlandske efterspørgsel kan beskæftigelsen nemt komme til at skuffe,« siger han.

Ifølge Danmarks Statistiks arbejdskraftundersøgelse var der i tredje kvartal 190.000 ledige, svarende til 6,7 pct. af arbejdsstyrken.