Største fald i ni år: Nu gør Brexit for alvor ondt på de britiske boligejere

Her er de vigtigste ting, du skal vide, før du starter din dag. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være helt opdateret.

Foto: CARL COURT.
Læs mere
Fold sammen

Godmorgen,

Velkommen til ugens første nyhedsoverblik, hvor vi skal se nærmere på snyltere og et muligt milliardeventyr.

Men først til en historie om faldende boligpriser i Storbritanniens hovedstad.

Boligpriserne dykker i London

Boligpriserne i London har længe haft kurs mod himlen, men med briternes farvel til EU er det gået den stik modsatte retning. I løbet af det seneste år er kvadratmeterpriserne på boliger i flere London-bydele faldet med 15 pct. Det skriver den britiske avis The Guardian.

Tal fra en af Storbritanniens største ejendomsmæglerkæder Your Move afslører, at en gennemsnitlig bolig i Wandsworth - en bydel i det sydvestlige London - er faldet med mere end 100.000 pund - eller 840.000 kr. - i værdi i løbet af de seneste 12 måneder. I hele London er priserne generelt faldet de seneste tre måneder i træk og er således gået 2,6 pct. tilbage i forhold til sidste år.

»Dette er det største årlige prisfald i London-priserne siden august 2009, hvor den seneste markante afmatning af boligmarkedet fandt sted, og den var knyttet til finanskrisen i 2008-2009,« skriver Your Move.

Boligmarkedet i London er ifølge Bloomberg blevet ramt af en langsommere vækst i den britiske økonomi, mens inflationen er kravlet i vejret siden Brexit-afstemningen i juni 2016. Samtidig har Storbritanniens centralbank, Bank of England, signaleret, at den vil hæve renten gradvist, og det skaber bekymring blandt potentielle boligkøbere.

Gennemsnitsprisen på en bolig i Storlondon er nu 593.396 pund, svarende til godt 5 millioner kroner.

Webshop-ejer: Snylter koster os dyrt

I 2014 stiftede iværksætterparret Kenneth og Mia Gaardmand Avnsted virksomheden Anodyne, der sælger holdningskorrigerende tøj. Omsætningen voksede eksplosivt, men pludseligt løb parret ind i problemer.

I næsten et år har Anodyne følt sig snyltet på af en konkurrerende virksomhed, der ifølge Kenneth Avnsted har kopieret markedsføring, billeder og PR-materiale.

»Vi har brugt tæt på en kvart million kroner i juridisk bistand, og det er vores vurdering, at vi taber et sted mellem 50.000 og 80.000 kroner om dagen. Vi ved ikke, hvad vi skal stille op,« siger han.

Anodyne er et eksempel på, at stadigt flere virksomheder oplever, at mindre webshops ulovligt kopierer markedsføringsmateriale og snylter på deres forretning, alt imens myndighederne er længe om at reagere.

Hos Anodyne begyndte balladen, da Kenneth Avnsted opdagede, at billeder af deres produkter og tekster optrådte på webshoppen Myposture.dk. Direktør Halfdan Harring bekræfter, at Myposture.dk ved en fejl kom til at bruge markedsføringsmateriale fra Anodyne. Overordnet ser Halfdan Harring kritikken fra Anodyne som et udtryk for, at man er bange for konkurrence.

Læs mere i Berlingske her (artiklen kræver abonnement).

Business anbefaler

Erik Damgaard vil skabe et nyt milliardeventyr

Han blev milliardær ved at sælge IT-virksomheden Navision til Microsoft. Efterfølgende mistede IT-forretningsmanden og realitystjernen Erik Damgaard næsten hele formuen på fejlslagne investeringer i blandt andet hoteller, byggegrunde og grøn energi.

Nu er den tidligere milliardær imidlertid begyndt at tro på, at han kan lave et comeback med IT-selskabet Uniconta, skriver Børsen (artiklen kræver abonnement).

»Jeg kan gøre det igen. De fleste vil grine i skægget, når jeg siger, jeg vil lave en milliardvirksomhed, men med det momentum, vi har fået på relativt kort tid, så begynder jeg at se, det kan ske,« siger Erik Damgaard til Børsen.

I 2017 pumpede pensionsselskabet MP Pension 60 millioner kroner i det cloud-baserede økonomisystem Uniconta. I dag henter selskabet mere end 100 nye kunder, som man snupper fra Microsofts udbredte C5-økonomisystem, der er sendt på pension.

Hver tredje ung får økonomisk støtte hjemmefra

Når børnene flyver fra reden, spiller forældre en stadig større økonomisk rolle i børnenes liv. 35 pct. af unge mellem 18 og 30 år får således en håndsrækning til at dække de faste månedlige udgifter som husleje, afdrag på lån, mobilabonnementer, forsikring og lignende. Det viser en undersøgelse, som bankernes brancheorganisation Finans Danmark og Forbrugerrådet Tænk står bag, skriver Politiken.

»Det er et overraskende højt antal, når hver tredje fast får støtte af deres forældre til at klare de løbende udgifter«, siger Solveig Råberg Tingey, seniorøkonom i Finans Danmark, til Politiken.

I Forbrugerrådet Tænk vurderer projektchefen bag undersøgelsen, at den finansielle hjælp fra forældrene kan give unge et skævt forhold til økonomi.

»Det kan være nødvendigt i situationer at få økonomisk støtte, hvis man ikke kan betale en regning, men det skal ikke blive en sovepude, hvor de unge får et urealistisk forhold til, hvad det koster at leve. Det vigtigste, forældre kan gøre for deres børn, er at hjælpe dem til at få et overblik over deres økonomi, og ikke mindst støtte dem i at prioritere deres udgifter«, siger projektchef Frederik Giese.

Dagens iværksættertip

Pas på med at opkræve penge til en fest, lyder rådet fra iværksætteren Martin Thorborg efter weekendens udskejelser.

Det skal investorerne holde øje med

Her er tre begivenheder, Nordnets investeringsøkonom Per Hansen holder øje med i dag:

  • Parken Sport & Entertainment præsenterer regnskab. FCK kommer næppe til at spille europæisk på allerøverste hylde i år, og når de helt store indtjeningspenge mangler, mangler der brændstof til fodboldaktier. I mangel heraf vil investorerne spejde efter, om der i det mindste kan blive tale om at udbetale et mindre udbytte
  • Investorerne fra øst til vest jubler over den stærke amerikanske jobrapport fra i fredags. Udtrykket »det bliver ikke meget bedre« er velanbragt, efter at antallet af nye job i februar landede på 313.000, samtidig med at lønvæksten blev modereret. Da vi samtidig ikke har set en svækkelse af den amerikanske dollar, er der god grund til at håbe på, at de danske aktier stiger med op imod 1 pct. fra åbningen. Sker det?
  • Hen over weekenden er investorerne ikke blevet meget klogere på, hvem Trumps stål- og aluminiumstold vil ramme. Europa forsøger at undgå den. Det samme gælder for Japan. Tilbage står Kina, som er dem, Trump reelt gerne vil ramme med sin told. Investorerne vil spejde efter nyt. Kommer udviklingen til at eskalere? På kort sigt har investorerne indstillet sig på, at der ikke i stor stil kommer til at ske en eskalering, og at den globale frihandel ikke bliver væsentligt indskrænket.

Det sker ellers i dag

  • Kl. 07.40: Biotekselskabet Bavarian Nordic har offentliggjort regnskab - læs detaljerne her.
  • Kl. 08:00 Danmarks Statistik kommer med tal på, hvordan handlen med udlandet så ud i januar.
  • Kl. 12.30: Københavns Lufthavne kommer med trafikstatistik dækkende februar.

I Asien stiger aktierne

Fredagens stærke jobrapport og de efterfølgende kursstigninger i USA har mandag forplantet sig i den asiatiske aktiehandel, der er positiv over en bred kam.

  • Nikkei 225: +1,4 pct.
  • China Shanghai Composite: +0,6 pct.
  • Sydkoreas Kospi: +1,0 pct.
  • Hongkongs Hang Seng: +1,5 pct.