Stigende import trækker betalingsbalancen ned

Overskuddet på udvekslingen af varer og tjenester mellem Danmark og udlandet er faldet i august.

Foto: Bax Lindhardt.
Læs mere
Fold sammen

København. Overskuddet på betalingsbalancen faldt i august med 4,1 milliarder kroner. En del af faldet skyldes blandt andet en stigning i importen af varer fra udlandet.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

I alt viser de såkaldte løbende poster på betalingsbalancen et overskud de første otte måneder af 2016 på 112,8 milliarder kroner. Det er omkring 12 milliarder mindre end ved samme tid sidste år.

Det er blandt andet i udvekslingen af tjenester med udlandet, der skabes et mindre overskud end sidste år.

Handlen med udlandet efter august i 2015 havde eksempelvis skabt et overskud på 37 milliarder kroner. I år er det overskud faldet til 8,7 milliarder kroner.

Tallene vækker bekymring hos erhvervslivet. Cheføkonomi Dansk Erhverv Steen Bocian hæfter sig ved et fald i eksporten fra juli til august på 3,4 procent.

»Generelt er eksporten udfordret af, at den globale vækst er lav, og samtidig så er omkostningsvæksten i Danmark betydeligt højere end i vores konkurrentlande,« siger han.

»Vores lønvækst er højere samtidig med at vores produktivitetsvækst er lavere end, hvad vi ser i de lande, som vi handler med, så vi tager konkurrenceevne med høj fart i øjeblikket.«