Stigende dankortforbrug holder liv i opsving

Danskerne købte og overførte penge for 30,2 mia. kr. med deres dankort i oktober, hvilket er en stigning på 2,6 mia. kr. eller 9,5 pct. i forhold til samme måned sidste år.

Foto: Asger Ladefoged. »Vi kan derfor også konstatere, at privatforbruget igen stiger pænt efter et ellers sløvt forår med fald i dankortomsætningen. Det må siges, at være en positiv overraskelse af de større«, skriver chefanalytiker Tore Stramer.
Læs mere
Fold sammen

Det fremgår af tal fra Nets, der udbyder af betalings-, kort- og informationssystemer.

Og bliver oktober-tallene renset for normale sæsonudsving og pengeoverførsler, har der været en fremgang i dankortkortforbruget på 1,5 pct. fra september til oktober. Det betyder, at dankortomsætningen nu er steget med 4,1 pct. målt over de seneste tre måneder, påpeger chefanalytiker Tore Stramer fra Nykredit.

»Vi kan derfor også konstatere, at privatforbruget igen stiger pænt efter et ellers sløvt forår med fald i dankortomsætningen. Det må siges, at være en positiv overraskelse af de større«, skriver han i en kommentar.

Ifølge chefanalytikeren er det selvsagt opløftende med tanke på, at det netop er privatforbruget, der skal holde gang i opsvinget.

»De seneste måneders generelle fremgang i dankortomsætningen bekræfter os da også i, at farten i dansk økonomi igen er på vej op efter et ellers sløvt andet kvartal«, lyder det fra Tore Stramer.

»Potentialet for en fortsat fremgang i privatforbruget er også i den grad til stede. Renterne er fortsat lave trods de seneste måneders stigning, beskæftigelsen stiger, boligprisstigningerne breder sig ud i landet, energipriserne er faldet, inflationen er meget lav, og der er udsigt til de højeste reallønsstigninger i seks år«, fortsætter han.

På trods af det venter Nykredit kun en forholdsvis moderat fremgang i privatforbruget på cirka 2 pct. i år. Det skyldes, at danskeren fortsat vil have fokus på opsparing og gældsnedbringelse, spår Tore Stramer.

»Der er da heller ikke noget, der tyder på, at vi får en lånefinansieret fremgang i privatforbruget«, tilføjer han og fortsætter:

»Men fremgangen i privatforbruget vil dog alligevel være nok til at holde opsvinget på sporet og sikre en BNP-vækst (vækst i bruttonationalproduktet, red.) på i omegnen af 1,5 pct. i år. Vi er således i den trods alt glædelige situation, at privatforbruget ser ud til at holde gang i væksten, nu hvor eksporten ellers viser svaghedstegn«.