Statens mand rydder op i Vestjysk Bank

Vestjysk Banks formand bekræfter nu, at den voldsomme ledelsesrokade gør det lettere at sælge banken.

Alle dårligdommene i Vestjysk Bank var ikke den tidligere direktørs skyld. For i den klyngebombe af nye tab i Vestjysk Bank, som tirsdag kostede den tidligere direktør Frank Kristensen jobbet, var der også nedskrivninger på engagementer fra Aarhus Lokalbank, som Carsten Andersen har været bestyrelsesformand for siden marts 2011:

»Jamen, selvfølgelig er der det. Aarhus Lokalbank udgør otte-ni pct. af den samlede lånemasse, og de har også fået en tur. Jeg kan ikke sige, hvor meget det er. Men det er landbrug og fast ejendom,« siger Carsten Andersen, som i en nøje koordineret kommunikationsmanøvre tirsdag gav Frank Kristensen både en fyreseddel og hele skylden for nye tab på 800 mio. kr., som sender Vestjysk Bank ud af 2012 med et dundrende underskud.

Samtidig udnævnte han et nyt »dreamteam« af direktører med Vagn Thorsager, der kommer fra Aarhus Lokalbank, som topchef. Ansvaret for det vigtige kreditområde ligger hos Jens Krogfelt, og der har det ligget, siden fusionen blev en realitet med officiel virkning fra månedsskiftet marts og april i år.

Det vil sige, at den nye ledelse allerede var i banken, længe inden de store tab blev kendt, mens Carsten Andersen skrev under på et børsprospekt, der bør være noget af det grundigste, en virksomhed udgiver, uden at finde de nye kæmpetab. Carsten Andersen forsvarer sin nye direktion med, at der gik lang tid efter fusionen, før ledelsen kom i arbejde:

»Vagn bliver først operationel tidligst midt i maj. Der er jo lige noget, der skal lukkes, inden man går i gang det nye sted. Man skal have flyttet sin pc, og det faldt sammen med sommerferien,« forklarer Carsten Andersen, som fastholder sin voldsomme kritik af den tidligere ledelse, selv om han selv skrev under på halvårsregnskabet, der viste sorte tal på bundlinjen for godt en måned siden.

»Jeg havde meget gerne set, at vi havde haft de nye tab med i det sidste regnskab. Men fakta er, at der er tale om en dårligt ledet bank med en meget dårlig kreditkultur, og den slags banker er ofte kendetegnet ved meget dårlige systemer til at skabe overblik.«

Ingen havde tilstrækkelig fantasi

Carsten Andersen selv har været bestyrelsesformand for Vestjysk Bank siden begyndelsen af april. Alligevel var det først for otte dage siden, at han blev klar over, at der var store, nye tab.

»Vi blev dybt chokerede over, at der manglede så meget.«

Men skulle du, der var en af hovedmændene bag fusionen mellem Vestjysk Bank og Aarhus Lokalbank, ikke have opdaget den kritiske situation forlængst?

»Det er klart, at når en lille bank som Aarhus Lokalbank sælges til en stor bank, er det ikke den lille bank, der laver en stor due diligence, for så havde den store bank jo bare sagt: »Glem det.« Men på det tidspunkt havde ingen fantasi til at forestille sig, at Vestjysk Bank var så dårlig.«

Carsten Andersen lægger ikke skjul på, at han er indsat af staten, der jo sidder på godt halvdelen af aktierne i banken. Derfor varetager han først og fremmest statens interesser:

»Min arbejdsgiver er Finansministeriet, og jeg har gjort et godt stykke arbejde, hvis staten får de knap ti mia. kr., de har på spil i Vestjysk Bank, tilbage.«

Bliver banken nemmere at sælge, når Frank Kristensen er væk?

»Ja, det er jeg helt sikker på, men derudover har jeg ikke yderligere kommentarer. Min opgave er at få den nye direktion til at drive banken. Nu får banken en meget kompetent ledelse. Nu har vi en bank med en fornuftig motor med en god basisindtjening, vi har en fornuftig solvens, ingen likviditetsproblemer og en lånebog, der er nedskrevet ret voldsomt. Så der kunne godt være en fremtid for Vestjysk Bank.«