Staten vil konfiskere milliarder fra selskabssalg

Staten er godt på vej til at snuppe mere end halvdelen af de penge, kommunerne tjener ved at sælge sine fælles selskaber fra. KL truer staten med retssag.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Staten og kommunerne er på vej ud i et milliardslagsmål, der kan ende i retten. Staten vil nemlig snuppe mere end halvdelen af de penge, kommunerne tjener ved at sælge sine fælles selskaber fra. Det får kommunernes formand, Erik Fabrin (V), til at true staten med en retssag for at få lov til at beholde pengene, skriver politiken.dk.

- Jeg kan sige helt klart, at KL vil kæmpe til sidste bastion for at omgøre denne afgørelse. Om nødvendigt gennem en retssag, siger Erik Fabrin til politiken.dk. Der røg to mia. kroner ind på kontoen, da Kommunernes Landsforening (KL) i marts solgte KMD - det tidligere Kommunedata - til private investorer. Men nu har Energitilsynet besluttet, at mere end halvdelen af beløbet skal sendes videre til statskassen. Det samme vil ske, når kommunerne inden længe sælger forbrændingsselskabet Kommunekemi.

Ifølge Energitilsynet falder selskaberne nemlig ind under den lov, der blev vedtaget i 2003 for at forhindre kommunerne i at tjene for meget på salg af de kommunale energiselskaber.

Loven skulle sikre, at enkelte kommuner ikke blot kunne sælge ud af de gamle energiselskaber, uden at det kom resten af samfundet til gode. Derfor blev det vedtaget, at kommunerne skal aflevere 60 procent af indtægten fra et salg til staten. Socialdemokraterne mener, at sagen bør være første opgave for den ny indenrigsminister, Karen Elleman (V).

/ritzau/