Spk Sjælland-Fyn: Leverer resultatfremgang og opjustering

Sparekassen Sjælland-Fyn havde fremgang i tredje kvartal og hæver forventningerne til 2017 blandt andet som konsekvens af lavere nedskrivninger.

Månederne juli, august og september bød på et overskud før skat på 74,0 mio. kr. mod 69,6 mio. kr. i samme periode sidste år.

Netto rente- og gebyrindtægter steg til 255,0 mio. kr. fra 232,2 mio. kr., mens kursreguleringer bidrog positivt med 6,7 mio. kr. mod et positivt bidrag på 32,8 mio. kr. i tredje kvartal af 2016.

Nedskrivninger på udlån faldt til 2,5 mio. kr., hvilket var omkring en tiendedel af niveauet året før.

For hele 2017 venter Sparekassen Sjælland-Fyn nu en basisindtjening i intervallet 310-330 mio. kr. mod tidligere 290-330 mio. kr. Samtidig vil nedskrivninger ikke belaste årets resultat helt så meget som først antaget.

Forventningerne til nedskrivningerne på udlån er nu på maksimalt 35 mio. kr. mod tidligere maksimalt 50 mio. kr.

»Det er den fortsatte positive udvikling i boligpriserne i sparekassens markedsområde og den meget stabile situation på arbejdsmarkedet, der er årsagen til justeringen« skriver Sparekassen Sjælland-Fyn.