Sort arbejde stortrives

Kontanter. Danskerne har flere kontanter mellem hænderne end nogensinde. Sort arbejde lyder forklaringen fra flere sider.

Selv om Danmark nærmest står stille, når Dankort-systemet bryder ned, har der aldrig tidligere har været så mange 1.000 krone- og især 500 kronesedler i omløb.

Blandt politikere og i erhvervskredse er man ikke i tvivl om årsagen: Markedet for sort arbejde har kronede dage. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

-I en verden, hvor brugen af Dankortet stiger og stiger, er det ulogisk, at den cirkulerende pengemængde stiger voldsomt. Det kan kun skyldes, at mange danskere ønsker at holde penge udenfor skattevæsenets lange arm, siger Tine Roed, vicedirektør i Dansk Industri (DI) til avisen.

11.000 kr. i hvert hjemEn undersøgelse udarbejdet af DI på basis af tal fra Danmarks Statistik og Nationalbanken viser, at der i danske hjem i gennemsnit ligger omkring 11.000 kr. i kontanter. Heraf er næsten 80 pct. i 500 kronesedler eller 1.000 kronesedler.

DI er ikke ene om at undre sig over, at antallet af 500 kronesedler i omløb er vokset med omkring 50 pct. siden 2003.

Skatteminister Kristian Jensen (V) mener, at efterspørgslen på store penge er steget på grund af en øget opsparing i kontanter. Han peger derudover på, at det lave renteniveau betyder, at opsparere kun går glip af en beskeden gevinst ved at have pengene liggende under hovedpuden frem for at sætte dem ind på en opsparingskonto i banken.

- trichs

Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten