Snart kan danskerne se årsopgørelsen – især en gruppe skylder penge

Om 11 dage bliver årsopgørelsen for 2022 tilgængelig for alle danskere. Nu kommer Skattestyrelsen med en sidste opfordring.

2021 var et besværligt skatteår for danskerne, oplyser Skattestyrelsen. Snart er tallene for 2022 klar. Arkivfoto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Traditionen tro vil en virtuel kø med flere timers ventetid 13. marts opstå på Skattestyrelsens hjemmeside.

Det er dagen, hvor danskerne kan se årsopgørelsen for det forgangne år – og dermed få et overblik over, hvor meget man skal have tilbage fra eller skylder til staten.

Og her, få dage op til offentliggørelsen, kommer Skattestyrelsen med et opråb til en særlig gruppe danskere, som ifølge en ny rapport, der bliver offentliggjort torsdag, ikke altid er lige gode til at få betalt det korrekte beløb.

Det drejer sig om de 700.000 borgere, der i perioden fra 2017 til 2021 på et tidspunkt har haft et utraditionelt job som for eksempel foredragsholder, e-sport-spiller eller influencer.

Skattestyrelsen betegner det som »den tredje gruppe«, fordi de adskiller sig fra lønmodtagere og selvstændige ved som hovedregel at supplere deres oprindelige indtægt med endnu en indkomst.

Dette kan give nogle skattemæssige udfordringer, fordi Skattestyrelsen ikke nødvendigvis får oplysningerne automatisk, da borgerne selv er ansvarlige for at oplyse, hvad de tjener.

»Vi kan se i vores tal, at hvis disse borgere rammer skævt, rammer de desværre mere skævt end tidligere,« siger Jan Møller Mikkelsen, underdirektør i Skattestyrelsen, i en pressemeddelelse.

Hvis en borger i denne »tredje gruppe« skulle betale penge tilbage i skat i 2017, lød den gennemsnitlige restskat på 29.000 kroner. I 2021 var det beløb steget til cirka 40.000 kroner.

Tjek efter

I alt betalte danskerne 643 milliarder kroner i personskat i 2021, hvilket var over halvdelen af det samlede skatte- og afgiftsprovenu, der endte i statskassen. 20 milliarder kroner skulle i alt betales tilbage til 3,7 millioner danskere, mens 900.000 borgere havde en restskat på i alt 8,4 milliarder kroner.

Og snart vil Skattestyrelsen altså have den nyeste årsopgørelse for 2022 klar, hvorfor styrelsen nu kommer med en sidste opfordring.

»Står du med en irriterende restskat, kan det være en god idé at tjekke, om du har fået skrevet alle oplysninger på. Det gælder ikke mindst, hvis du har et af de mere utraditionelle job. Har du fortalt os om alt det, du har tjent? Har du alle fradrag med? Først når der står alle de helt rigtige oplysninger, ved du, hvordan dit skatteregnskab for 2022 ser ud. Det gælder også dem, der er en del af den tredje gruppe,« siger Jan Møller Mikkelsen.

Ifølge den nye rapport var det i perioden fra 2017 til 2021 cirka fem procent af de 5,2 millioner skattepligtige borgere, der årligt havde et utraditionelt job. Seks ud af ti havde det dog kun i ét år.

»I slutningen af 2022 var vi derfor ude med en vejledningskampagne på området, samtidig med at vi samarbejder med flere brancheorganisationer, så vi får en større chance for at vejlede de her borgere, mens de har et utraditionelt job,« siger Jan Møller Mikkelsen.