Småpenge afsat til fremme af dansk eksport

Erhvervslivet havde håbet på, at der ville blive afsat penge til eksportfremstød, men i 2010 bliver det ikke til én krone ekstra. Først fra 2011 kommer tre millioner kroner oven i hatten, og selv det ligger milevidt fra erhvervslivets krav.

Læs mere
Fold sammen

Skyerne har længe trukket sig sammen over dansk eksport. Noget tyder på, at eksporten har nået bunden, men hvis Danmark for alvor skal holde fast i sin posistion på det globale marked, kræver det penge på bordet. Syv af landets erhvervsorgansationer krævede for nylig mindst 45 millioner kroner ekstra til eksportfremstød, hvor Danmarks Eksportråd hjælper danske virksomheder med at markedsføre sig i udlandet. I dag bruger staten 17,6 millioner kroner til formålet.

Nu fortæller forslaget til Finansloven, at regeringen ikke regner med at smide en øre mere efter den kollektive eksportfremme i 2010. Nyheden vækker ikke begejstring.

- Vi håber, det kommer i spil i forbindelse med den kommende finanslovsproces. Afsætningen på eksportmarkederne er faldet. Derfor er vi nødt til at se grundigt på, hvad vi kan gøre for at løse den udfordring, vi står overfor. Opgaven er så stor, at den bedst løses i et partnerskab mellem erhvervslivet og den offentlige sektor, siger Peter Thagesen, afsætningspolitisk chef i DI.

Øremærket støtte

For 14 dage siden afholdt regeringen sit første møde om den såkaldte Erhvervspakke for små og mellemstore virksomheder. Håndværksrådet håber, at pakken i sin endelige form vil indeholde flere penge til eksportfremme. Sker det ikke, bør de mindste tilgodeses.

- Hvis der ikke kommer flere penge end dette her, er det helt afgørende, at man øremærker den støtte, der trods alt er, til små og mellemstore virksomheder, siger Jens Kvorning, chef for Håndværksrådets internationale afdeling.

Han anslår, at de små virksomheder i dag kun får støtte til 30 procent af udgifterne, når de deltager i et eksportfremstød. De skal eksempelvis selv betale rejse og ophold.

En stadeplads på en messe i udlandet koster lige meget, om man er stor eller lille. Derfor bør man oprette et system, hvor virksomheder med eksempelvis op til 50 ansatte får dækket 75 procent af sine omkostninger. Virksomheder med 50-100 ansatte får dækket 50 procent, og 25 procent bliver dækket, når der er tale om virksomheder med 100-250 ansatte, foreslår Håndværksrådet.

Det er fint, men langt fra tilstrækkeligt, at der bliver afsat tre millioner kroner ekstra til i alt 20,6 millioner kroner til erhvervsfremstød i 2011, mener Dansk Erhverv. Pengene skal dog spejles i lyset af, at der er skåret 75 procent af midlerne siden 1990’erne.

- Vi er skuffede. Vi havde forventet, at den dialog, der har været gennem de seneste par måneder, havde ført til, at eksportfremmeområdet havde fået tilført flere midler. De skulle gøre op med de besparelser, der er sket i flere år, siger Linda Jakobsen, globaliseringschef i Dansk Erhverv.

Dybt problematisk

Også på andre områder møder støtteindsatsen kritik. Regeringen foreslår at hæve eksportbevillingerne til særligt innovative små og mellemstore virksomheder og iværksættere i 2010 fra 12,9 til 13,1 millioner kroner. Pengeposen skrumper dog allerede i 2011 til 11,2 millioner kroner.

- Det er dybt problematisk, at man skærer hos de virksomheder, som har hårdest brug for hjælp. Det er netop innovative virksomheder og vækstiværksættere, som Danmark skal leve af i den globale konkurrence i fremtiden, siger Linda Jakobsen.

Endelig vil regeringen fjerne de særbevillinger, som går til de danske innovationscentre i München, Shanghai og Silicon Valley. I stedet skal Udenrigsministeriet forsøge at dække udgifterne gennem sin driftsbevilling.

- Der er behov for at gå offensivt til værks og øge antallet af innovationscentrene med op til ti centre. Derfor kan vi kun se meget negativt på, at særbevillingerne til centrene falder væk, understreger Linda Jakobsen.