Slagterne atter i arbejde

Brand. Allerede fra mandag er de første af de 550 fyrede slagteriarbejdere fra Skive sikret beskæftigelse andre steder i Danish Crown.

De 550 fyrede medarbejdere fra det nedbrændte Danish Crown slagteri i Skive er alle tilbudt midlertidige stillinger ved andre af slagteriets afdelinger, oplyser epn.dk.

Danish Crown oplyser, at der den 11. august vil blive etableret to hold weekendslagtninger på slagterierne i henholdsvis Herning og Holstebro. Det betyder, at samtlige medarbejdere igen kan komme i arbejde.

Det er dog kun, hvis begge weekendhold kan oprettes, at alle får tilbudt arbejde, oplyser Danish Crown, der foreløbig forventer, at holdene skal fungere i 13 uger.

Sørger for bustransportAllerede fra mandag bliver 160 medarbejdere desuden tilbudt arbejde på virksomhederne i Herning, Holstebro, Hurup og Nykøbing Mors. Danish Crown tilbyder bustransport til de midlertidige arbejdspladser.

Ledelsen i Danish crown oplyser desuden, at de forventer, at der igen kan slagtes på Skive Slagteri om seks til ti uger, men at det dog afhænger af, om bygningernes tilstand tillader det.

jlu