Sladrehanke skal belønnes

Hvem afslører store virksomheders svindel? Det er spørgsmålet i en amerikansk undersøgelse, der overraskende viser, at det er de ansatte og medierne, snarere end finanstilsyn og andre officielle organer.

Det amerikanske Finanstilsyn dur ikke - i stedet bør ansatte whistle blowers belønnes. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP/Scanpix
Da Enron-skandalen tog fart i 2001, var det ikke årvågne finansmyndigheders fortjeneste. Afsløringen af den systematiske regnskabssvindel i Enron var i stedet et resultat af et samspil mellem investorer og medier.

En artikel i Texas-udgaven af Wall Street Journal fangede interessen hos en forvalter af en investeringsfond. Han gav et tip til Bethany McLean fra Fortune, og det resulterede i en artikel med navnet ”Er Enron overvurderet?”. En anden aktiehandler gav samtidig et tip til Peter Eavis fra The Street.com, som derefter skrev om de luskede partnerskaber, hvor Enron havde gemt sin milliardgæld.

I modsætning til den officielle medieversion er det altså ikke Enrons vice-præsident, Sherron Watkins, der får æren som whistle blower i Enron-sagen. Selvom hendes indsats naturligvis var en del af den lavine, der sænkede den Houston-baserede energigigant.

Sådan fortæller i hvert fald professor Luigi Zingales historien, og fremstiller Enron-skandalen som et godt eksemplet på, hvordan store virksomheders svindel kommer til offentlighedens kendskab. Det sker i undersøgelsen Who blows the whistle on corporate fraud? fra University of Chicago, og konklusionen er klar: Det er sjældent én aktør, der råber vagt i gevær - i stedet er det et komplekst samspil mellem interessenter med forskellige motiver. Og mere interessant er det sjældent de myndigheder, der er sat i verden for at overvåge virksomheder og forhindre svindel, der rent faktisk opdager den.

Undersøgelsen baserer sig på en analyse af 230 sager om påstået svindel i store amerikanske virksomheder i perioden 1996 til 2004, inklusive alle de kendte skandaler som Enron, World Com, Tyco og HealthSouth. På den baggrund opstiller forskerne en top-ti liste over de aktører, der hyppigst afslører svindel i koncernerne. Medarbejdere kommer ind på førstepladsen, mens andenpladsen deles mellem medier og såkaldte ”ikke-finansielle markedsregulatorer” – der bl.a. dækker over brancheorganisationer. Helt nede på en syvendeplads kommer SEC, der bedst kan sammenlignes med Finanstilsynet.

Paradoks
Ifølge undersøgelsen er det et paradoks, at det er medarbejdere, der oftest er kilder til afsløringer. For medarbejderne er samtidig dem, der har mindst incitament til at sladre om virksomheden, da de risikerer at blive frosset ude, eller ligefrem fyret.

Forskerne hælder til den forklaring, at det netop er fordi, medarbejderne mangler incitament til at sladre, at de får adgang til den kritiske information. Mens dem med det største incitament til at afsløre svindel – auditørerne og SEC – er længst fra informationerne.

Det er et interessant resultat, fordi der i USA har været meget ballade om tilsynet med virksomhederne efter de store skandaler omkring årtusindskiftet. Særligt om den såkaldte Sarbanes-Oxley Act (SOX) – en ny og strammere lov fra 2002 – der til stadighed bliver kritiseret for at gøre mere skade end gavn. Og Zingales undersøgelse er vand på kritikkernes mølle.

I stedet for at bruge enorme summer på at styrke diverse kontrolorganer, der selv efter SOX kun står for lige over halvdelen af alle afsløringer, burde man i stedet kigge på sundhedssystemet. Her har kontrollen nemlig fulgt et andet princip og baserer sig i stedet på at belønne ansatte, der afslører fejl.

Argumentet fra forskerne er, at dels er det medarbejderne, der ved, hvad der foregår, og dels er kontrollen mere omkostningseffektiv – det koster kun penge, når der rent faktisk er nogle, der giver oplysninger, modsat det eksisterende kontrolsystem, der er en konstant udgift, også når det ikke leverer resultater.

Og Enron-sagen kunne måske være opdaget før, hvis der havde været en belønning til sladrehanke. I hvert fald fortalte Sherron Watkins kun om problemerne internt. Adspurgt om, hvorfor hun ikke gik til SEC, var hendes svar:

"Jeg ville ikke fremskynde vores undergang." Watkins beholdt da også sin post i Enron, da det blev til et konkursbo.