Stemningen var dyster på det netop overståede sommermøde i World Economic Forum i nordkinesiske Tianjin, rapporterer The Economist i en artikel i Berlingske Business Magasin.

En del af problemet er krisen i eurozonen. Men de dybeste panderynker skyldes Kina selv: Den fantastiske vækstmaskine viser tegn på afmatning. Selskaber, der har vænnet sig til tocifrede væksttal, må nøjes med 7,5 procent i år, hvis de officielle måltal indfries. Importen faldt faktisk i august med 2,6 procent målt på årsbasis.

Bag lukkede døre klagede de kinesiske bosser over uhåndterlig gæld og snarlige fyringsrunder. En af dem advarede endog om, at “en bølge af mærkenavne vil blive nedlagt” inden for Kinas bilindustri allerede til næste år. Folk har vænnet sig til dårlige nyheder fra Europa. Kommer de fra Kina, virker det chokerende.

Men hvad handler al den alarm om? En årlig vækst på 7,5 procent er stadig temmelig godt skuldret. Det alarmerer Davos-deltageren af to grunde. Når væksten for det første er minimal eller ligefrem fraværende i den rige verden, har virksomhederne vænnet sig til at forlade sig på de såkaldt nye økonomier, ikke mindst Kina, når det gælder fremadrettet vækst.

For det andet ved ingen, om de kinesiske væksttal er sandfærdige. Er væksten blot gået et gear ned, eller er den på vej mod et frit fald? I en étpartistat kan de lokale myndigheder meget vel opfatte det som en lodret ordre, når centralregeringen opstiller vækstmål. I hvilket omfang forfalsker de tallene for at tækkes deres overordnede? Svaret er lige så klart som Tianjins skyline på en smog-fyldt dag.

Elproduktionen står stille

Tag for eksempel elektricitetsproduktionen. Når det kommer til kinesiske statistikker, er denne faktisk relativt pålidelig. Der er kun ganske få selskaber, der genererer elektricitet, og det kan måles på en måde, som mere spidsfindige pengeoverførsler ikke kan. Så her er de dårlige nyheder: I juni voksede Kinas elektricitetsproduktion overhovedet ikke målt på årsbasis. I de to måneder forud for juni voksede den med beskedne 2,7 procent og 0,7 procent, ligeledes på årsbasis. Over den samme periode voksede den industrielle produktion ifølge statistikkerne med massive 9 procent på årsbasis.

“Er det virkelig muligt for en økonomi som Kinas, der er så afhængig af produk­tionssektoren, at vokse med en så gedigen procentsats, når elproduktionen ikke gør det?” spørger Nate Taplin fra researchfirmaet GK Dragonomics i en rapport med titlen “Gensyn med gåden om elektriciteten.”

Læs hele artiklen fra The Economist om Kinas økonomi i Berlingske Business Magasin torsdag 20. september 2012.