Skattesmæk koster staten penge og tusindvis af job

Nye tal sår tvivl om forventet gevinst ved øget skat for danskere med job i udlandet

Skatteminister Thor Möger Pedersen Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den skærpede beskatning af udstationerede danskere vil ikke som forventet af regeringen indbringe 260 mio. kr. om året. I stedet vil staten tabe 240 mio. kr. - og beskæftigelsen vil falde med 3.375 personer, hvilket er langt mere end de 100, som Finansministeriet skønner.

Det viser en ny beregning fra Dansk Byggeri, som baserer sig på en undersøgelse foretaget af Berlingske Research. Her oplyser 18 store virksomheder, som tilsammen står for over ti pct. af alle danske udstationeringer, at de i fremtiden vil droppe 70 pct. af dem.

»Beregningen bekræfter vores værste formodning om, at ændringen koster staten penge. Det er den største politiske fejl i meget lang tid,« siger adm. direktør i Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen.

På trods af gentagne opfordringer valgte Skatteministeriet stort set ikke at indregne det hjemlige tab af beskæftigelse. Ifølge ministeriet var sammenhængen beskeden. Det møder massiv kritik, for sammenhængen er veldokumenteret, lyder det fra økonomer, revisorer og direktører.

»Vi er helt uforstående over for, at Skatteministeriet ser bort fra afledte jobeffekter. Det er uomtvisteligt, at udstationeringer skaber job i Danmark,« siger adm. direktør Ebbe Malte Iversen fra firmaet Per Aarsleff.

Han bakkes op af Per Ørtoft Jensen, skatte-revisor og partner i KPMG: »Derfor skal det selvfølgelig medregnes, hvis man vil lave en realistisk beregning.«

Bo Sandemann Rasmussen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet: »Det er ikke god ministeriel adfærd, at man ikke har anstrengt sig mere for at lave en retvisende beregning. Det er dybt problematisk. Det betyder, at skattereformen med stor sandsynlighed er underfinansieret og koster et tab af beskæftigelse, som de ikke har medregnet.«

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) fastholder, at ministeriets beregninger er retvisende: »De er foretaget efter gængse metoder. Det er et forsigtigt skøn og et udtryk for, hvad vi mindst forventer at få ind.«