Skattelettelser for 27 mia. kr. fra regeringen, men alt for lidt vækst og velstand for pengene

Vi har lettet skatten for danskerne med 27 mia. kr, lyder det fra regeringen. Fint nok, men vi får slet ikke nok arbejdsudbud for pengene, mener den liberale tænketank Cepos. Skatteminister Karsten Lauritzen (V) fremhæver, at der er tale om et kompromis.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) ville gerne have lettet topskatten. Men det var der ikke stemning for i forliget med Dansk Folkeparti. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Mads Claus Rasmussen

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har postet milliarder af kroner ud til danskerne i skattelettelser, men der er alt for lidt »smæk for skillingen«. Mere præcist har den borgerlige regering siden 2015 sænket danskernes skat med omkring 27 mia. kr. Det er frem mod 2025. Men det har kun i begrænset omfang fået danskerne til at arbejde mere.

Trods Lars Løkke Rasmussen-regeringens mange skattelettelser er det såkaldte arbejdsudbud kun øget med 4.100 personer. Til sammenligning gav skattelettelser under Helle Thorning-Schmidts (S) regering for 4,5 mia. kr. et ekstra arbejdsudbud på 16.000 personer, ifølge Cepos. Først og fremmest, fordi den daværende socialdemokratisk ledede regering forhøjede grænsen for, hvornår man betaler topskat.