SKAT udnyttet i fupmail på QXL.dk

Fup. Svindler forsøgte at lokke 23.000 kroner ud af brugere af online-handelspladsen QXL.dk ved at udgive sig for at være SKAT.

SKAT og QXL.dk er blevet udnyttet i en fupmail, der havde som mål at svindle penge ud af lommerne på brugere af netop QXL.

QXL.dk, der er en handelsplads med cirka 500.000 registrerede medlemmer, advarer nu mod svindlere, der sender fupmail ud til portalens kunder.

Gennem den almindelige kontaktmulighed fra bruger til bruger på QXL.dk har et medlem nemlig modtaget en mail, hvor SKAT stod angivet, som afsender.

Mailen forklarede, at modtageren burde lade sig momsregistrere og skulle betale SKAT af sine tidligere handler - i alt 23.000 kr.

- For mig er det nemt at gennemskue, og svindelen har jo heldigvis også været oplagt for brugeren - men der kan være nogen, der lader sig narre. Her vil jeg gerne understrege, at når SKAT henvender sig til en virksomhed eller borger, så vil det ske på en måde, så modtageren ikke er i tvivl om, at det er SKAT, man er i kontakt med. I dette tilfælde er det for eksempel tydeligt galt med mailadressen - alle vores medarbejdere har endelsen @skat.dk på deres mailadresse. Og så hedder vi jo SKAT - og ikke Told og Skat, siger Tage Christensen, kontorchef for Indsats i SKAT, der dog understreger, at SKAT ser alvorligt på sagen, og gerne vil høre, hvis noget lignende gentager sig.

QXL.dk har orienteret medlemmerne på sitet, og har kontaktet SKAT.

- Vi har over 500.000 medlemmer, hovedsageligt private, men der er bestemt også mange virksomheder imellem. Når man registrerer sig som sælger, angiver man samtidigt, om man er en virksomhed, eller om man er privat. Og der handles for rigtigt mange penge, gennemsnitligt 3,5 millioner kr. om måneden i øjeblikket. Så jeg kan måske godt forstå, at det kan friste en svindler - vi bruger allerede meget tid på at imødegå og forudse forskellige former for svindel og dårlig etik på sitet. Og jeg er rigtigt glad over vores kvikke medlemmer, der tager affære med det samme, og bestemt også for vores kundeservice, der informerer, så resten af medlemmerne kan tage det roligt, siger Jacob N. Masters, adm. direktør i QXL.dk.

- mja