Skat sylter milliardgæld

Skat kritiseres for manglende evne til at inddrive restancer for kommunerne. Skat selv peger på fejl i restancerne som forklaring på problemet.

Foto: Colourbox
Landets 98 kommuner har knap 1,3 milliarder skattekroner til gode hos borgere og virksomheder. Penge, som SKAT frem til 31. marts i år ikke har formået at inddrive. Det skriver magasinet Danske Kommuner.

Det er en opgørelse, som skatteminister Kristian Jensen (V) har fået udarbejdet på baggrund af et spørgsmål fra SF’s kommunalordfører Flemming Bonne, der tegner et billede af de mange ubetalte skattesmæk, der stadig bliver syltet i virksomheder og hos borgere. Men kommunerne har ingen grund til at bekymre sig, mener skatteministeren:

- Realøkonomisk har udviklingen ingen mærkbar betydning for kommunerne som følge af den omfattende statslige refusion. Dertil kommer, at pengene ikke er tabt - en del af restancerne vil blive betalt før eller siden, skriver Kristian Jensen i sit svar til Flemming Bonne.

Han er dog ikke enig i skatteministerens konklusioner.

- Mange kommuner specielt i udkantsområderne er svagt økonomisk funderede og kæmper med likviditetsmæssige problemer. For dem handler det om temmelig mange penge, siger Flemming Bonne til Danske Kommuner.

Han peger på, at Lolland, hvor han selv er valgt, har 87,5 millioner kroner ude at svømme.

- Det er mange penge for en kommune, der for tiden reelt er sat under administration af staten på grund af en presset økonomi, påpeger han.

Fejl

Men det er ikke sløseri, der har sat en stopklods i inddrivelsen, lyder meldingen fra Skat. Ifølge en stikprøve fra Skat er 51 procent af kravene ikke retsgyldige - kommunerne har simpelthen lavet fejl i restancerne. Derfor har Skat sat bremsen i al inddrivelse, indtil sagerne er rettet.

- Når vi får kravet fra kommunerne, så går vi i gang med at lave løntilbageholdelse. Og hvis det er penge, som folk ikke skylder, så er det noget skidt, siger Kim Bak fra Skats inddrivelsesafdeling til JydskeVestkysten.