Skat ændrer i organisationen både på direktionsgangen og på IT-området. Det meddeler Skats direktør Jesper Rønnow Simonsen på det sociale netværk Linkedin.
Den 18. april indtræder Lizzi Jakobsen i Skats direktion med ansvar for inddrivelsen af gæld til det offentlige. Netop inddrivelse af skattegæld har været en af Skats helt store hovedpiner de seneste måneder.
Skats automatiske inddrivelsessystem EFI har været lukket ned siden september, og derfor har Skat måtte inddrive skatteindtægter manuelt, hvilket har sendt restancerne i vejret.
Et andet nyt ansigt på direktionsgangen bliver Merete Agergaard, der tiltræder den 1. maj. Hendes ansvarsområder bliver kundeservice og digitalisering. Merete Agergaard kommer fra en stilling som direktør for Arbejdsskadestyrelsen.
Samtidigt bliver stillingen som IT-direktør nedlagt i Skat.
»IT-området i Skat er omlagt således, at den tidligere afdeling for IT-udvikling er fusioneret med vores afdeling for forretningsudvikling for at sikre en IT/digital indsats, der er i tråd med vores strategiske ambition om at sætte borgernes og virksomhedernes behov i centrum for digitale løsninger og grundlæggende forretningsprocesser,« skriver Jesper Rønnow på Linkedin.