Skat bliver kulegravet af Rigsrevisionen

Rigsrevisionen har indledt en gennemgribende undersøgelse af Skatteministeriets økonomistyring, oplyser formanden for statsrevisorerne.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det sejler hos Skat, og nu bliver alt endevendt. Det skriver metroxpress.

Rigsrevisionen har ifølge avisen på syv år udtalt kritik af Skatteministeriet syv gange om alt fra ulovlig opkrævning af skatter til grove fejl i ejendomsvurderinger. Og nu er der indledt en såkaldt forvaltningsundersøgelse af ministeriets økonomistyring.

Det er Folketingets statsrevisorer, der har bedt Rigsrevisionen om undersøgelsen, oplyser formand for statsrevisorerne Peder Larsen (SF).

»Skat har haft den ene møgsag efter den anden. På et tidspunkt blev bægeret så fyldt, at vi simpelthen bad Rigsrevisionen undersøge alt for at få afdækket, hvorfor det så ofte går galt i Skat,« siger han.

Kulegravningen af Skat, der forventes at være færdig til næste sommer, bliver budt velkommen af skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF) fra Dansk Folkeparti.

»Det er positivt, at Rigsrevisionen nu indleder den helt store undersøgelse. Det er tydeligt, at der trænger til at blive undersøgt helt til bunds på skatteområdet. Umiddelbart ser det ud til, at Skat har meget lidt styr på tingene,« siger han til metroxpress.

Det har ikke været muligt for metroxpress at få et interview med skatteminister Benny Engelbrecht (S), men pressechef Casper Steen Pedersen skriver i en mail til avisen, at »Skatteministeriet indgår i et løbende og konstruktivt samarbejde med Rigsrevisionen vedrørende beretningen om økonomistyringen i Skatteministeriet«.