Skat blev tilbudt løsning, der kunne have afværget vanvittig gældsvækst. Men Skat ville ikke lytte, hævder forfatter

Skat trak stikket til det udskældte EFI-system i 2015. Skat kunne imidlertid – med visse tilretninger af EFI – have fortsat med centrale dele af systemet og have afværget den enorme vækst i gælden til det offentlige, lyder påstanden fra tidligere chef i KMD, Jep Loft.

Jep Loft var i mere end 25 år ansat i it-branchen hos blandt andet EFI-leverandøren KMD. Jep Loft, der nu er pensionist, er bror til Peter Loft, som i mange år var departementschef i Skatteministeriet. Celina Dahl

Over én million danskere – altså en ud af seks danskere – har i dag gæld til det offentlige. De har ikke betalt skatter, underholdsbidrag eller politibøder og skylder samfundet – altså dig og mig – 142 milliarder kroner. I gennemsnit skylder de hver 105.000 kroner.

Og gælden vokser hele tiden, fordi danskerne bliver ved med at stifte gæld, og fordi Skatteministeriet ikke kan få kradset pengene ind i et tempo, der barberer gælden ned. Alene siden årsskiftet er danskernes gæld til det offentlige vokset med én milliard kroner hver måned.